Tyske Nick Bachem vandt Jonsson Workwear Group på DP World Tour og den sydafrikanske Sunshine Tour. Der var desværre ikke direkte tv fra turneringen på The Club at Steyn City i Sydafrika.
Martin Simonsen var nr. 15 i -12 inden finalerunden, som han gik i -3, hvilket gav en 17. plads i -15. Niklas Nørgaard blev nr. 43 i -11 efter en runde i -3, mens Oliver Hundebøll faldt tilbage til en 64. plads i -7, da han afsluttede med en runde i +2. Jeff Winther og John Axelsen missede cuttet.
Nick Bachem vandt sin første sejr
Inden finalerunden førte Alexander Knappe i -17 foran Hennie du Plessis, Joakim Lagergren, Nick Bachem og Gavin Green i -16.
23-årige Nick Bachem fra Tyskland var blandt dagens bedste med en runde i -8, så han kom til -24 og vandt sin første DP World Tour sejr med fire slag foran sydafrikanerne Hennie du Plessis og Zander Lombard i -20.
Ewen Ferguson og Ockie Strydom delte 4. pladsen i -19.
Nu venter en længere pause
For en del af DP World Tour spillerne er der nu en længere turneringspause. Der er ingen turnering i næste uge, og så er der Masters for de bedste, inden der er endnu en uges pause.
Næste turnering er ISPS HANDA – Championship i Japan fra den 20. april og Korea Championship ugen efter. De arrangeres i samarbejde med henholdsvis Japan Golf Tour og KPGA Korean Tour, så der er ikke fuldt felt af DP World Tour spillere.
Den 4. maj kommer DP World Tour til Europa med DS Automobiles Italian Open på Ryder Cup 2023 banen Marco Simone GC i Rom.