Efter succes sidste vinter er danske Trackman klar med anden sæson af Next Golf Tour, som er en række turneringer på Trackman simulatorer.
Første turnering i den nye sæson spilles på Ryder Cup 2023 banen Marco Simone fra den 24. juni – 3. december. Der er to turneringer i år og fem turneringer efter nytår frem til marts.
Nederst i denne artikel er der mere om den første sæson med link til artikler om alle seks turneringer i første sæson. 994 golfspillere fra 41 lande deltog i første sæson, hvor den samlede præmiesum var på 876.100 $.
Turneringsvindere får 30 – 50.000 $
Der er op til 1.000 spillere i de første seks turneringer, hvor der ved fuldt felt spilles om 200.000 $ i fire af de seks. Og 250.000 $ i den 3. og 6. turnering, hvor vinderen får 50.000 $. Vinderen af de øvrige turneringer inkl. finalen får 30.000 $.
Det er mixed turneringer, og Sofie Kibsgaard viste vejen ved at vinde den ene af årets seks turneringer. Kvinder og herrer spiller fra forskellige teesteder, og alle med hcp 3,4 eller bedre kan deltage.
På Next Golf Tour kan man spille hvor som helst i verden, bare der er adgang til en TrackMan simulator med den nye version af Trackman Performance Studio. Man kan også spille på et valgfrit tidspunkt, og skal så optage sin runde med en særlig Next Recorder app, hvor slagene uploades efter hvert hul. På leaderboardet vil fans have mulighed for at se alle slag kort tid efter de er slået.
I de første to turneringer spilles med automatisk putting, så man putter ikke. Det begynder man dog med fra den 3. turnering, hvor der skal puttes bortset fra korte putts indenfor 2,4 m.
Antal putts på hvert hul i de første to turneringer afhænger af, hvor tæt på hullet man har slået sin bold. Er man indenfor 3 meter skrives 1 putt på scorekortet, og det er et 2-putt his man er mellem 3 – 20 meter. Er man længere end 20 meter fra hullet, så tæller det som en 3-putt.
TrackMan giver 100.000 $ til hver turnering
På mindre tours kan præmiesummerne ofte om en slags poker om hinandens penge, da det i høj grad er spillernes egenbetaling der udgør præmiesummen. Men der er ganske store pengepræmier på Next Golf Tour, da TrackMan giver de første 100.000 $ i hver turnering, og dertil en del af spillernes matchfee, som lægges oveni præmiesummen.
Det koster 130 $ at deltage, hvoraf de 100 $ gik til præmiesummen. 26 $ er dansk skat, mens 4 $ gik til administrationsgebyr. Det primære er den individuelle turnering, men der er også penge for bl.a. flest birdies i træk, GIR, længste drive og popularitet på sociale medier.
Deltagerantallet er således afgørende for præmiesummens størrelse, men førstepræmierne er garanteret på 30 – 50.000 $.
Bonus på 50.000 $ til top-10 og DP World Tour turnering
Top-100 og lige på ranglisten efter de første seks turneringer kvalificerer sig til finalen, der spilles fra den 8. – 17. marts.
I finalen spilles om 100.000 $ samt en bonus på 50.000 $ til top-10 på ranglisten heraf 15.000 $ til vinderen.
Den bedste herrespiller i sæsonen får invitationer til tre Challenge Tour turneringer og en DP World Tour turnering i 2024. Man arbejder også på lignende muligheder for den bedste kvindespiller.
Danske sejre i fire ud af seks første turneringer i første sæson
I den første Next Golf Tour sæson blev fire af seks turneringer vundet af en dansker. Det er en international turneringsrække med deltagere fra en lang række lande, men danskerne har måske lidt mere erfaring med Trackman simulatorgolf, som er ret udbredt i Danmark.
Mathias Gladbjerg vandt den første turnering med 267 deltagere på Jack Nicklaus Tournament Course at PGA West, mens Jeppe Kristian Andersen vandt den anden på Ryder Cup 2023 banen Marco Simone Golf & Country Club. Sofie Kibsgaard vandt på Medinah CC, hvor tre delte førstepladsen, men Sofie var bedste på bag-ni.
Finske Nikke Tyry vandt den fjerde turnering på The Concession Golf Club, mens islandske Sigurdur Gardarsson vandt på Adare Manor inden Sebastian Wiis vandt finalen på Innisbrook Copperhead.
Det var dog svenske Rasmus Rosin der vandt NEXT Golf Tour ranglisten, for selvom han ikke vandt nogen turneringer, så havde han flere top-3 placeringer. Han tjente ca. 465.000 danske kroner på Next Golf Tour i 2023, og fik en invitation till BMW International Open på DP World Tour, hvor han missede cuttet.
Otte spillere tjente mere end 20.000 $ og 45 tjente mere end 5.000 $.
Læs mere på www.nextgolftour.com