Som den blot tredje amerikaner har 22-årige Nelly Korda erobret førstepladsen på damernes verdensrangliste. For nogle uger siden overtog hun førstepladsen fra Jin Young Ko, som havde været nr. 1 uafbrudt siden juli 2019.
Nelly Korda har vundet seks gange på LPGA heriblandt tre gange i år med sejre i Gainbridge LPGA at Boca Rio, Meijer LPGA Classic og KPMG Women’s PGA Championship. Sidstnævnte er en major på LPGA. På LET har hun vundet Lacoste Ladies Open de France 2019.
Hun blev professionel i 2016, og vandt Sioux Falls GreatLIFE Challenge på Symetra Tour samme år, hvilket var medvirkende til, at hun blev nr. 9 på ranglisten og dermed fik et LPGA kort i 2017.
Datter af tennisspilleren Petr Korda
Nelly Korda, og storesøster Jessica på 28 der er lige udenfor top-10 på verdensranglisten, er døtre af den tidligere tjekkiske tennisstjerne Petr Korda.
Deres 21-årige bror, Sebastian, er professionel tennisspiller som både sin far og moderen Regina Rajchrtová, der deltog ved OL 1988. Sebastian Korda vandt tennisturneringen Australian Open 2018 for juniorer og er pt. nr. 50 på herrernes ATP rangliste. Han vandt sin første ATP sejr i Emilia-Romagna Open 2021.
Børnene er født og opvokset i USA, så de er amerikanske statsborgere, men med tjekkiske forældre kunne de ellers være på det europæiske Solheim Cup hold.
Petr Korda vandt Grand Slam turneringen Australian Open 1998, og var oppe som nr. 2 på verdensranglisten. I 1998 blev Petr Korda testet positiv for doping under Wimbledon, og han indstillede karrieren i 1999.
Sörenstam var den første i 2006
Annika Sörenstam var den første verdensetter, hvilket hun var i 60 uger fra damernes verdensrangliste blev indført i 2006, indtil hun blev overhalet af Lorena Ochoa i foråret 2007.
Lorena Ochoa har rekorden på 158 uger
Lorena Ochoa var suveræn og holdt førstepladsen uafbrudt i 158 uger frem til hun indstillede karrieren i 2010.
Ochoa indstillede karrieren som 28 årig i 2010. Hun sluttede på toppen som nr. 1 på verdensranglisten, for hun bad selv om at blive slettet, da hun indstillede karrieren.
Med 158 uger har Ochoa både rekorden for flest uger i træk og flest uger i alt (158). Yani Tseng er nr. 2 begge lister med 109 uger i træk og i alt.
Inbee Park har været nr. 1 i sammenlagt 106 uger, mens Jin Young Ko har indtaget førstepladsen i 104 uger.
15 spillere fra otte forskellige lande
De 15 verdensettere hos damerne kommer fra ni forskellige lande, da der har været fem forskellige spillere Sydkorea og tre fra USA samt én fra Kina, Thailand, New Zealand, Taiwan, Japan, Mexico og Sverige.
Nedenfor ses de 15 spillere, som har været nr. 1 på verdensranglisten gennem årene. Spillerne er sorteret efter den dato, hvor de for senest har været nr. 1 på verdensranglisten.
Listen er opdateret den 20. juli 2021:
Navn | Land | Antal uger i alt | Første gang | Seneste gang |
Nelly Korda | USA | 4 | 28. juni 2021 | Nu |
Jin Young Ko | Sydkorea | 104 | 8. april 2019 | 27. juni 2021 |
Sung Hyun Park | Sydkorea | 20 | 6. nov. 2017 | 7. april 2019 |
Ariya Jutanugarn | Thailand | 23 | 12. juni 2017 | 3. marts 2019 |
Inbee Park | Sydkorea | 106 | 15. april 2013 | 29. juli 2018 |
Shanshan Feng | Kina | 23 | 13. nov 2017 | 22. april 2018 |
So Yeon Ryu | Sydkorea | 19 | 26. juni 2017 | 5. nov 2017 |
Lydia Ko | New Zealand | 104 | 2. feb. 2015 | 11. juni 2017 |
Stacy Lewis | USA | 25 | 18. marts 2013 | 26. okt. 2014 |
Yani Tseng | Taiwan | 109 | 14. feb 2011 | 17. marts 2013 |
Jiyai Shin | Sydkorea | 25 | 3. maj 2010 | 13. feb. 2011 |
Cristie Kerr | USA | 5 | 28. juni 2010 | 31. okt. 2010 |
Ai Miyazato | Japan | 11 | 21. juni 2010 | 24. okt. 2010 |
Lorena Ochoa | Mexico | 158 | 23. apr. 2007 | 2. maj 2010 |
Annika Sörenstam | Sverige | 60 | 21. feb. 2006 | 22. april 2007 |