Emnet var alvorligt, men humøret alligevel højt, da Viborg Golfklub i anledning af klubbens 50-års jubilæum inviterede sports- og andet godtfolk til at samle penge ind for at støtte kampen mod kræften.
Blandt kendisserne hos nuværende og forhenværende stjerner fra vidt forskellige idrætsdiscipliner kunne man se den gamle målræv fra den lokale fodsportsforening Søren Fredriksen, Stald Palles sværvægtsbokser Brian Nielsen og speedwaysportens mangedobbelte verdensmester Hans Nielsen.
Men stjernerne, der blinkede stærkest i feltet var naturligvis Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, der benyttede en kort feriepause fra deres globale golfspil til at lade batterierne op i Danmark, inden t(o)uren igen gik til udlandet.
Nanna Koerstz Madsen. Rød sløjfe 1-9
- hul – 440 meter par-5
”Tjek lige startlisten. Nanna har plus 7,8 i handicap. Og Emily 9,0!”
”En bogeyfri runde og ni birdies, så scorer du 36 points!”
Nanna Koerstz Madsen sætter mærker på boldene på 1. tee og tager driveren op af tasken.
”Hun er ik’ så bange af sig. Fairwayen bliver ret smal efter de første 180 meter.”
”Ja, og der er skov i venstre og out i højre.”
Nanna holder ikke igen. Lidt for meget i højre. Bolden flyver over de hvide pæle.
”Tror du Nannas caddie har glemt at vejlede hende?”
”Hun spiller bedre i fjernsynet.”
”Du har jinxet hende.”
”Rolig nu. Hun skal lige i gang.”
2. hul – 151 meter par-3
”Lækkert sving.”
”Hun er på pladen. Pind high. Stærkt.”
”Ja, det’ en vildt svær green at ramme.”
”Hun putter en meter kort af pinden!”
”Ikke så underligt. Hun er ikke vant til så langsomme greens.”
”Nej, greens på LET og LPGA ruller nok lidt hurtigere end her i Viborg.”
”Ja, og de bliver nok ikke udsat for sneskimmel, der hvor hun plejer at spille.”
Så sandt som sagt. Kulden og tørken har gjort fysiologisk skade, som greenkeeperne siger, men solen og varmen har fået gang i græsset, og sneskimlen ses nu kun hist og her.
3. hul – 358 meter par-4
Nanna hooker driveren, men får et godt leje i roughen og sender andetslaget på green, få meter fra flaget.
”Det’ en fornøjelse at se kvinderne udfolde sig på LPGA Touren. Og i en pro/am i Viborg!”
”Me too.”
”Der er mere teknisk finesse end hos mændene. De buldrer bare løs for at komme over alle hazarderne.”
”Ja, kvinderne slår ikke så langt.”
”Kun 50 procent længere end dig, Kurt!” (Tilskueren hedder ikke Kurt, men 19hul kender hans rigtige navn og identitet).
4. hul – 494 meter par-5
”Nå, Kurt. Det er vist lidt længere, end du plejer at slå.”
”Kun omkring 100 meter.”
”Mon Søren Kjeldsen kan være med her? ”
Nanna fumler med indspillet og griner. ”Ej, altså, nu må jeg ta’ mig sammen!”
”Helt rart at se, at en topspiller også kan fejle.”
”Ja, hun er jo helt menneskelig.”
5. hul – 280 meter par-4
Det er ventetid på skovhullet, som klubmedlemmerne har døbt femte hul. Nanna slapper af med Oscar og sine medspillere, tre glade amatører fra henholdsvis Viborg, Himmerland og Aalborg.
På femte hul er der forskellige strategier for at undgå roughen, der består af træer og buske. Både i højre og venstre. Man skal slå lige og fladt for at undgå de grene, der hænger ud over fairway.
”Hvis man er skæv fra tee, er det værste, der kan ske, at man finder bolden i vildnisset. Så hellere bruge den provisoriske.”
”Ja, hvis den har ramt fairwayen!”
Da der er fri bane, tager Nana driveren op af tasken og kanonerer kuglen derudad. Det ser umiddelbart okay ud, men fairways er hårde efter den lange tørkeperiode, og bolden får i nedslaget et uheldigt spring mod højre.
”Et megalangt drive! Havde hun fået et godt hop, ville hun have drivet greenen.”
Nanna kommer ud af skoven, men ikke op og i.
6. hul – 352 meter par-4
Nanna holder ikke igen med den store kølle på sjette.
”Tak skæbne. Sikke et drive! Vildt!”
”Ja, men den løber gennem fairway. Forhåbentligt får hun et okay leje på skrænten.”
Men Nanna får et skidt leje. Og på green får hun ikke sænket det lange putt.
7. hul – 170 meter par-3
Et 7-jern til de 170 meter? Eller et 8-jern? Der er medvind. Nanna vælger jernet med den højeste boldflugt, sætter det smukke sving på bolden, der sejler rundt mellem de trillende lærker for at lande blødt et par meter venstre for flaget.
”8-jern?!! Jeg bruger altid driver på syvende!”
”Godt putt. Lige midt i hullet”
”Birdie! Wauw! Jeg har aldrig lavet en birdie på syvende.”
”Du har aldrig lavet en par på syvende, Kurt!”
8. hul – 318 meter par-4
Der er 250 meter for at komme over søen. Der er ingen tvivl om køllevalget. Nanna har fået indstillet kanonen, og kuglen ligger først stille nogle få meter fra greenen.
”300 meter! Tænk at så’n bette pige, ka’ slå så langt!”
Nanna er så tæt på at hole chippet, at flere nærsynede tilskuere mener bolden går i hul for en eagle, men Nanna må faktisk nøjes med birdie.
9. hul. 292 meter par-fire
Nanna slår ca. 240 meter ind i modvinden.
”Det’ sgu vildere end drivet på ottende!”
Birdieputtet på niende går ikke i, så Nanna er to over efter de første ni huller.
Team Nanna fortsætter på blå sløjfe, hvor det første hul har nummer 19. Deres udsendte venter i klubhuset for at følge Team Emily, der spiller lige efter Team Nanna.
Anden og sidste artikel om Nanna og Emily i Viborg kan læses her.
Tekst og video: Kim Boje
Luftfotos: Knud Overgaard, Viborg Golfklubs Arkiver
Fotos i øvrigt: Kim Boje
VIBORG GOLFKLUB: Tre 9-hullers sløjfer og Play og Pay bane.
- Adresse: Spangsbjerg Allé 50, 8800 Viborg.
- Tlf. 86 67 30 10: sekretariat tast 1, shoppen og bestilling af golfbil tast 2, restaurant GOMA tast 3. Træner tast 4.
- Website: www.viborggolfklub.dk
VIBORG GOLFKLUB – SHOPPEN
- Tlf.: 86 67 30 10, tast 2
- Mail: shoppenviborg@gmail.com.
- Website: www.viborggolfklub.dk/golf-shoppro/
VIBORG GOLF – CAFÉ & RESTAURANT
GOMA Golf blev nomineret af Golfhæftet i kategorien Bedste Restaurant i 2022.
- Åbningstider: Mandag t.o.m. torsdag 10.00-21.00. Fredag 10.00-20.00. Lørdag 11.00-18.00. Søn- og helligdage 11.00-18.00. NB: Køkkenet lukker en 1 time før lukketid.
- Take-away: https://goma-golf.nemtakeaway.dk/order.php
- Tlf.: 86 67 30 10, tast 3
- Mail: gbs@goma-golf.dk
- Website: https://goma-golf.dk/
VIBORG GOLF KLUB – SEKRETARIATET
- Åbningstider (11.4.-1.10. 2023): Mandag 9.00-13.00. Tirsdag – fredag: 9.00-15.00. Husk Pia har fri, når hun golfer 😊
- Tlf.: 86 67 30 10, tast 1
- Mail: mail@viborggolfklub.dk