Nanna Koerstz Madsen faldt tilbage, mens Malene Jørgensen rykkede frem i finalerunden af Andalucia Costa del Sol Open de España Femenino på Aloha Golf Club, hvor Azahara Muñoz vandt sin fjerde sejr på LET.
Nanna Koerstz Madsen var nr. 5 efter tredje runde, men med tre birdies, to bogeys og to dobbeltbogeys for en runde i +3 faldt hun tilbage til en 8. plads i par.
Malene Jørgensen fik en god afslutning med fire birdies og to bogeys. Med runden i -2 rykkede hun 13 pladser frem til en 11. plads i +1.
Efter en runde i -1 med tre birdies og to bogeys sluttede Emily Kristine Pedersen på en 31. plads i +5.
Munoz vandt efter spændende afslutning
Azahara Muñoz vandt i -10 foran Beth Allen i -9 efter en spændende afslutning. Allen førte med ét slag inden de sidste to huller, men Muñoz indhentede hende med en birdie på par-3 hullet 17.
Det lignede et omspil, men Beth Allen afsluttede med en bogey på 18. hul, og dermed kunne Muñoz løfte sit fjerde trofæ på Ladies European Tour i hjemlandet Spanien. Muñoz er født og opvokset i en by blot 10 minutters kørsel fra Aloha, så hun vandt foran sin familie og venner.
28-årige Azahara Muñoz spiller primært på LPGA, hvor hun har vundet en enkelt turnering tilbage i 2012. Hun har været på Solheim Cup holdet i både 2011, 2013 og 2015.
Der blev spillet om en præmiesum på € 300.000.