Patty Tavatanakit fra Thailand vandt ANA Inspiration, der er en major på LPGA, hvor Nanna Koerstz Madsen blev nr. 3, der er tangering af bedste resultat i en LPGA major. Nanna var eneste europæer i top-13. Se højdepunkter ovenfor.
Nanna Koerstz Madsen begyndte finaledagen på en 11. plads i -5. Hun var i par efter 10 huller af finalerunden, men med en eagle på 11. og fire birdies gik hun finalerunden i -6, så hun sluttede på en imponerede flot delt 3. plads i -11. Sidste år var Nanna henholdsvis nr. 4 og 3 efter de første to runder, men efter en skuffende weekend blev hun nr. 51, så hun fik revanche i år.
Nanna får en præmiecheck på 151.615 $ svarende til 960.000 danske kroner, og hun rykker godt frem på ranglisterne.
3. pladsen er en tangering af det hidtil bedste danske resultat i damernes majors, da Iben Tinning blev nr. 3 i Weetabix Woman’s British Open 2001. Hos herrerne har Thomas Bjørn haft tre andenpladser i majors.
Nicole Broch Larsen blev nr. 63 i +3 efter en runde i +1, mens Emily K Pedersen missede cuttet med to slag.
Patty Tavatanakit vandt foran Lydia Ko
Inden finalerunden havde Patty Tavatanakit fra Thailand føringen i -14, hvilket var hele fem slag bedre end Ally Ewing og Mirim Lee på en delt andenplads i -9.
21-årige Patty Tavatanakit blev presset fra lidt uventet kant, da 2016 vinderen Lydia Ko gik dagens bedste runde i -10, hvilket gav hende en samlet score i -16.
Patty Tavatanakit stod for presset, og med en runde i -4 vandt hun i -18 foran Lydia Ko i -16, mens Nanna Koerstz Madsen delte 3. pladsen i -11 med Sei Young Kim, Nelly Korda og Shanshan Feng.
De to bedste på verdensranglisten, Jin Young Ko og Inbee Park, delte 7. pladsen i -10 med Ally Ewing, mens Megan Khang, Moriya Jutanugarn og den forsvarende mester Mirim Lee delte 10. pladsen i -9.
Vandt tre gange på Symetra Tour i 2019
I 2019 vandt Patty Tavatanakit tre gange på Symetra Tour. I 2020 havde hun det dog lidt svært på LPGA med en 9. plads som eneste top-10 placering, mens hun i år blev nr. 5 i Gainbridge LPGA.
Patty Tavatanakit fik 465.000 $ for sejren svarende til knap 3 mio. danske kroner, og fejrede sejren med et hop i Poppie’s Pond, som er en tradition i ANA Inspiration.
Fem majors på LPGA og to på LET
Mens der hos herrerne er enighed om de fire majors, så tæller damernes majors ikke på alle tours. Da LPGA er den førende tour, tages der ofte udgangspunkt i deres fem majors.
De fem majors er ANA Inspiration (3,1 mio. $), US Women’s Open (5,5 mio. $), KPMG Womens PGA Championship (4,3 mio. $), Amundi Evian Championship (4,5 mio. $) og AIG Women’s Open (4,5 mio. $).
De amerikanske majors tæller ikke på Ladies European Tour, hvor kun Amundi Evian Championship og AIG Women’s Open tæller som majors.