Efter en flot finalerunde blev Nanna Koerstz Madsen nr. 7 i sæsonfinalen på den amerikanske Symetra Tour. Nanna sluttede som nr. 4 på ranglisten, hvorfra top-10 har fået et LPGA kort for næste sæson.
Som følge af kraftig regn blev Symetra Tour Championship afkortet til tre runder og finalerunden udsat til mandag.
Nanna Koerstz Madsen gik finalerunden i -5, hvilket gav hende en 7. plads i -6 og en præmiecheck på 5.742 $.
Rachel Rohanna vandt i -13 foran Emma Talley, Benyapa Niphatsophon og Yu Liu i -12. Hannah Green blev nr. 5 i -9.
Nanna blev nr. 4 på Symetra Tour ranglisten
Top-10 på Symetra Tour ranglisten har kvalificeret sig til LPGA 2018. Ranglisten blev vundet af Benyapa Niphatsophon fra Thailand foran Hannah Green fra Australien og Celine Boutier fra Frankrig, mens Nanna Koerstz Madsen som nævnt blev nr. 4.
I juli vandt Nanna Koerstz Madsen sin tredje sejr på Symetra Tour, hvilket gav hende adgang til LPGA turneringer resten af året inden hun bliver medlem af LPGA næste år.
Ugens sejr var ikke nok for Rachel Rohanna til, at hun rykkede ind i top-10, da hun sluttede på en 11. plads på ranglisten.