Nanna Koerstz Madsen har kvalificeret sig til US Women’s Open, som bliver hendes 29. major i træk, da hun har spillet alle LPGA majors siden sommeren 2018.
Der afholdes en række kvalifikationsturneringer til US Women’s Open, og Nanna deltog i mandagens kvalifikation på Haworth CC, New Jersey.
Der blev spillet 36 huller om fire pladser, og Caroline Masson vandt i -13 foran Maude Leblanc og Nanna Koerstz Madsen i -12, mens Yan Liu blev nr. 4 i -11.
Emily K Pedersen kvalificerede sig i sidste uge, så nu er der to danskere US Women’s Open Presented by Ally, som spilles på Lancaster Country Club i Pennsylvania fra den 30. maj til 2. juni. Præmiesummen på 12 mio. $ er den største i kvindegolf.
Nanna har spillet de seneste 28 LPGA majors
Nanna Koerstz Madsen har spillet alle LPGA majors siden KPMG Women’s PGA Championship i juli 2018. I alt har hun spillet 33 majors i karrieren med tre top-10 placeringer, da hun blev nr. 3 i ANA Inspiration 2021 (nu Chevron Championship), nr. 5 i AIG Women’s Open 2021 og nr. 8 Chevron Championship 2022.
Seks gange har hun spillet US Women’s Open med fire missede cuts, en 16. plads i 2019 og en 70. plads i 2023.
Europæisk kvalifikation den 20. maj
Der er også en europæisk kvalifikation, og den spilles mandag den 20. maj på G&CC Seddiner See sydvest for Berlin. Det er dagen efter finalerunden af LET turneringen Amundi German Masters, der spilles samme sted. Der er dog ingen danskere på den deltagerliste, man kan se på ladieseuropeantour.com.
US Women’s Open Qualifying – Haworth CC, resultat