Lexi Thompson vandt ShopRite LPGA Classic presented by Acer, hvor Nanna Koerstz Madsen blev nr. 11. En turnering Lexi Thompson fik sin professionelle debut i som blot 15-årig i 2010. Ovenfor ses højdepunkter fra Lexis finalerunde.
Efter runde i -5 og -3 var Nanna Koerstz Madsen ellers på en delt 3. plads i -8 inden tredje og sidste runde. To slag fra US Women’s Open vinderen Jeongeun Lee6 på førstepladsen i -10, og ét slag efter Mariah Stackhouse på 2. pladsen i -9.
Nanna gik finalerunden i +4 med bl.a. en eagle på 18. hul, så hun faldt desværre tilbage til en 11. plads i -4. Det er i sig selv et godt resultat, men selvfølgelig ærgerligt og skuffende, når man har spillet med om sejren.
Med runder i par, -3 og +1 blev Nicole Broch Larsen nr. 26 i -1. I +1 efter anden runde var Emily K Pedersen ét slag fra at klare cuttet.
Lexi Thomson vandt med eagle på 18. hul
Lexi Thompson begyndte dagen på den delte 3. plads med Nanna Koerstz Madsen, men med en eagle på 18. for en runde i -4 vandt hun i -12 foran Jeongeun Lee6 i -11.
Ally McDonald blev nr. 3 i -9 foran Anna Nordqvist i -7, mens Ariya Jutanugarn, Yu Liu og Mariah Stackhouse delte 5. pladsen i -6.
Lexi Thompsons 11. sejr på LPGA
Det var 24-årige Lexi Thompsons 11. sejr på LPGA og den første i år. I 2018 vandt hun sæsonfinalen CME Group Tour Championship, og med ugens sejr har hun nu vundet mindst én turnering årligt de seneste syv år siden 2013.
Hendes første LPGA sejr var Navistar LPGA Classic 2011, da hun blot var 16 år gammel.
Fik professionel LPGA debut som 15-årig i ShopRite LPGA Classic
Lexi Thompson blev professionel som blot 15-årig i juni 2010. Netop ShopRite LPGA Classic var den første turnering, Lexi fik en sponsorinvitation til, men hun missede dog cuttet. Nu ni år senere kunne hun løfte trofæet.