Der blev sat hele 522 birdies på spillernes scorekort ved torsdagens anden runde af BWT Championship på Kokkedal Golfklubs flotte anlæg. Eftermiddagens spil blev afbrudt i to timer pga. torden, men det forhindrede ikke Gilleleje-spilleren Morten Toft Hansen i at gå dagens bedste runde i bare 63 slag. Det var en tangering af Niklas Nørgaard Møllers banerekord i Kokkedal.
Toft Hansen har på de første 36 huller blot noteret en bogey og hele 17 birdies, og derfor er han alene i spidsen for turneringen i 16 under par totalt. Han fører med et enkelt slag til svenske Per Längfors, der gik syv under par, og bare ét enkelt slag længere tilbage er landsmanden Björn Åkesson, der gik sin anden runde i seks slag under dagens par. Åkesson jagter sin tredje sejr i sæsonen. Den vil sikre ham direkte oprykning til Challenge Tour.
Ranglistens bedst placerede dansker Peter Launer Bæk var seks under på sine første syv huller i dag, men så stoppede birdie-festen og blev afløst af en par-fest resten af vejen ind. Han sluttede derfor dagen i seks under par, og han er alene på fjerdepladsen i 11 under par samlet. Launer Bæk er endt i top 10 i otte af sine seneste ni turneringer inklusive en sejr i Sverige.
Den tidligere Europa Tour-spiller og Challenge Tour-vinder Andreas Hartø stillede op i Kokkedal, i sin første turnering i seks år, og endte i samlet set et slag over par og missede cuttet.
Finalerunden spilles fra klokken 7.30 fredag morgen i Kokkedal, og førerbolden skal ud klokken 8.50 fra hul 1.