DP World Tourens 2024 sæson er inddelt i tre faser, og den første fase er med fem swings. Det første Opening Swing blev vundet af Min Woo Lee, hvilket giver ham en bonus på 200.000 $.
Fra november 2023 til august 2024 er turneringerne i rækkefølge inddelt i fem forskellige swings, hvilket udgør første fase. Dernæst kommer Back 9 i september og oktober 2024 inden tredje og sidste fase er DP World Tour Play-Offs i november 2024.
De seks turneringer i Opening Swing var de to turneringer i Australien, tre i Sydafrika og så AfrAsia Bank Mauritius Open som den sidste.
Min Woo Lee vandt sæsonpremieren Fortinet Australian PGA Championship, og ugen efter blev han nr. 3 i ISPS HANDA Australian Open. Med henholdsvis 500 og 188 point fører han Race to Dubai ranglisten, som her i starten også svarer til ranglisten for Opening Swing.
Han var dog ikke den der optjente flest point, da Dean Burmester med to sejre og en 44. plads kom op på 1.018 point, mens Louis Oosthuizen har 1.000 point efter to sejre. De to LIV Golf spillere er dog ikke medlemmer af DP World Tour, og tæller derfor ikke til ranglisten. De er med på Non-Member listen.
2 mio. $ bonus til de bedste i og efter de fem swings
I de fem swings er der en samlet bonus på 1 mio. $, med 200.000 $ til vinderen af hver swing. De er også garanteret en plads i alle Back 9 turneringer.
Danish Golf Championship er i øvrigt den sidste turnering i det femte og sidste swing, The Closing Swing, og således den sidste inden ni Back 9 turneringer.
Efter de fem swings, altså umiddelbart efter Danish Golf Championship, uddeles endnu en bonus på 1 mio. $ til de 10 bedste på den aktuelle Race to Dubai rangliste, som har spillet mindst otte regulære turneringer (udover majors og co-sanctioned Genesis Scottish Open).