Miguel Angel Jimenéz lavede en dobbeltbogey på sidste hul, men vandt Mississippi Gulf Resort Classic for andet år i træk efter omspil mod Gene Sauers.
Inden finalerunden førte Gene Sauers i -12 foran Miguel Angel Jiménez i -11.
Jiménez førte med to slag inden sidste hul, men efter en dobbeltbogey for en runde i -2 delte han førstepladsen i -13 med Sauers. Omspillet blev hurtigt afgjort, da Jiménez vandt med en birdie.
Se video med højdepunkter fra finalerunden ovenfor.
Stricker var igen med helt fremme
For to uger siden fik Steve Stricker sin debut på PGA Tour Champions med en andenplads – blot ét slag fra vinderen Tom Lehman.
I sin anden turnering var Stricker igen med helt fremme, da han var ét slag fra at komme med i omspillet. Efter dagens bedste runde i -7 delte Steve Stricker 3. pladsen i -12 med Bernhard Langer, mens Scott McCarron blev nr. 5 i -11.
Jimenéz’ fjerde sejr på PGA Tour Champions
Det var 53-årige Jimenéz’ fjerde sejr på PGA Tour Champions. Udover sejren i Mississippi sidste år har han vundet Mitsubishi Electric Championship at Hualalai 2015 og Greater Gwinnett Championship 2014 i sin debut på den amerikanske senior tour. Han har vundet 21 Europa Tour turneringer i karrieren.