Miguel Angel Jiménez vandt Dominion Energy Charity Classic, som var den første af tre slutspilsturneringer på PGA Tour Champions.
Finalerunden var udsat til mandag, da det regnede kraftigt, og her var Miguel Angel Jiménez bedst med en tangering af banerekorden på 63 slag.
Efter runden i -9 vandt Miguel Angel Jiménez i -18 foran Tommy Tolles i -16 og Colin Montgomerie i -15.
Woody Austin, Bernhard Langer og Scott Parel delte 4. pladsen i -13.
Retief Goosen blev nr. 10 i -10, Vijay Singh og Scott McCarron nr. 17 i -7, John Daly nr. 22 i -5 og Darren Clarke nr. 25 i -4.
Jiménez’ 8. sejr på PGA Tour Champions
Det var 55-årige Miguel Angel Jiménez’ 8. sejr på PGA Tour Champions, hvor han har vundet mindst én turnering i hver af sine seks sæsoner. De otte sejre er Greater Gwinnett Championship 2014, Mitsubishi Electric Championship at Hualalai 2015, Mississippi Gulf Resort Classic 2016, Mississippi Gulf Resort Classic 2017 samt to majors i 2018 med sejre i Regions Tradition og Senior Open Championship samt Chubb Classic og nu Dominion Energy Charity Classic 2019.
Jiménez har vundet 21 turneringer på Europa Touren, senest i 2014, men aldrig på PGA Tour. I alle fire regulære majors opnåede han top-10 placeringer med en 2. plads i US Open 2000 som det bedste resultat. Han har haft top-3 placeringer i alle fem majors på PGA Tour Champions, hvor han er sluttet i top-10 ved 14 ud af 20 majors.