Mi Jung Hur vandt Aberdeen Standard Investments Ladies Scottish Open, som var tællende til både LET og LPGA.
Nanna Koerstz Madsen blev bedste dansker på en 24. plads i -5 efter en finalerunde i +2. Emily K Pedersen gik finalerunden i +4, og sluttede som nr. 65 i +6, mens Nicole Broch Larsen missede cuttet.
Mi Jung Hur vandt sin tredje LPGA sejr
Inden finalerunden førte Moriya Jutanugarn i -16 foran Jeongeun Lee6 og Mi Jung Hur i -15, mens Mi Hyang Lee var nr. 4 i -12.
Mi Jung Hur – der førte med to slag efter anden runde, som hun gik i -9 – gik finalerunden i -5, og vandt i -20 foran Jeonheun Lee6 og Moriya Jutanugarn i -16. Mi Hyang Lee blev nr. 4 i -15 foran Ariya Jutanugarn i -13.
Det var Mi Jung Hurs tredje sejr på LPGA, hvor hun tidligere har vundet Safeway Classic 2009 og Yokohama Tire LPGA Classic 2014. Det var den 29-årige sydkoreaners første sejr på LET.
Der blev spillet på The Renaissance Club i Skotland, der midt i juli var vært for herrernes Aberdeen Standard Investments Scottish Open, som blev vundet af Bernd Wiesberger.
Den sidste turnering i Solheim Cup kvalifikationen
Aberdeen Standard Investments Ladies Scottish Open var den sidste turnering i den europæiske Solheim Cup kvalifikation. Tre spillere har kvalificeret sig via LET Solheim Cup points List, mens fem kvalificerer sig via verdensranglisten. Mere om det i en senere artikel.
Kaptajnen Catriona Matthew udnævner sine fire wildcards mandag, men det vil være en meget stor overraskelse, hvis der kommer danskere på holdet i år. Emily K Pedersen fik et wildcard for to år siden, da USA vandt 16½ – 11½.
Det amerikanske hold – med otte fra en pointrangliste, to fra verdensranglisten og to wildcards – kender vi efter CP Women’s Open som afsluttes den 25. august
Solheim Cup 2019 spilles fra den 13. – 15. september på Gleneagles.
Aberdeen Standard Investments Ladies Scottish Open, resultat
– alternativ på lpga.com