Meghan MacLaren vandt NSW Women’s Open på ALPG og Ladies European Tour, hvilket var hendes første helt store sejr. Der var ingen danske deltagere.
Inden finalerunden førte Meghan McLaren fra England i -10 foran norske Marita Engzelius i -8. Derfra var der tre slag ned til de nærmeste forfølgere, så det lignede et opgør mellem de to.
Begge gik finalerunden i par, så 23-årige Meghan MacLaren vandt i -10 foran Marita Engzelius, Casey Danielson og Silvia Banon i -8.
Far og Staysure Tour chef som caddie
Det var Meghan MacLaren første sejr på LET, hvor hun deltog i sin 11. turnering. Sidste år vandt hun to turneringer på LET Access Series, hvor hun også vandt Order of Merit, hvilket har kvalificeret hende til LET i år.
Hun er datter af David MacLaren, som er øverste chef for Europa Tourens Staysure Tour (tidligere European Senior Tour), og han gik caddie i weekenden.
Det var sæsonens fjerde turnering på LET, som alle er blevet spillet i Australien. I den kommende uge er der en turnering i Sydafrika, inden der er godt en måneds pause frem til Lalla Meryem Cup i Marokko.