COVID-19 pandemien har også ramt Europa Touren hårdt, og det går også ud over Race to Dubai bonussen, som er sænket fra 5 mio. $ sidste år til 1,25 mio. $ i år.
Der har været en række aflyste turneringer herunder også Made in Denmark presented by Freja. Efter genstarten af sæsonen i juni har præmiesummen været på 1 mio. € i de fleste turneringer.
Det er meget positivt, at man overhovedet har kunnet tilføje nye turneringer, men modsat på PGA Tour hvor man har kunnet fastholde præmiesummerne, så har det på Europa Touren været meget mindre turneringer end vi og spillerne har været vant til.
Rahm fik 2 mio. $ i bonus sidste år
I 2019 fik Jon Rahm en bonus på 2 mio. $ for at vinde sæsonfinalen DP World Tour Championship Dubai ud af den samlede bonus på 5 mio. $ til top-5 på ranglisten. I 2018 var der 5 mio. $ til top-10 på ranglisten.
Mens der sidste år var 500.000 $ i bonus for en 5. plads på Race to Dubai ranglisten, så svarer det til førstepræmien i år. Man skal som udgangspunkt deltage i sæsonfinalen for at kunne få del i bonussen.
Fortsat 3 mio. $ i førstepræmie
Som sidste år spilles der igen om 8 mio. $ i DP World Tour Championship Dubai, og det med en anderledes fordeling af præmiesummen, så der er 3 mio. $ til vinderen.
Patrick Reed fører Race to Dubai ranglisten, og deltager også i sæsonfinalen. Med 2.427 point er Reed pt. den eneste som har optjent mere end 2.000 point. Vinderen af sæsonfinalen i Dubai får 2.000 ranglistepoint, så det er helt åbent, hvem der vinder ranglisten. Mere om det i en senere artikel.
Nedenfor ses fordelingen af den 1,25 mio. $ store bonus i 2020. Bonusbeløbene tæller til Race to Dubai ranglisten, men ikke som indtjening på Career Money List
Race to Dubai | Bonus, US $ | DKK (Kurs: 6,24) |
1 | 500.000 | 3.120.204 |
2 | 300.000 | 1.872.122 |
3 | 200.000 | 1.245.081 |
4 | 150.000 | 936.061 |
5 | 100.000 | 624.040 |
I alt | 1.250.000 $ | ca. 7,8 mio. DKK |