Rory McIlroy og rookien Thomas Pieters var et stærkt ubesejret makkerpar under Ryder Cup, hvor de vandt alle tre matcher, som de spillede sammen.
– Jeg har en partner for de næste 20 år. Jeg vil ikke lade andre få ham, sagde 27-årige McIlroy på pressemødet efter nederlaget til USA på 17 – 11 og lagde armen om Pieters.
Pieters blev topscorer for Europa
24-årige Thomas Pieters blev europæisk topscore med 4 point i 5 matcher. I fredagens første foursome tabte Pieters og Westwood 5&4 til Dustin Johnson og Matt Kuchar. Rory McIlroy og Andy Sullivan tabte 1op til Phil Mickelson og Rickie Fowler.

I four-ball vandt McIlroy og Pieters 3&2 over Dustin Johnson og Matt Kuchar. Lørdag vandt de deres foursome 4&2 over Rickie Fowler og Phil Mickelson inden de vandt deres fourball 3&1 over Brooks Koepka og Dustin Johnson.
I singlerne tabte McIlroy 1op til Patrick Reed, mens Pieters vandt 3&2 over J.B. Holmes.
