Rory McIlroy har lavet en langvarig forlængelse af sin aftale med Nike, så han i de kommende mere end end 10 år spiller i deres tøj og sko.
27-årige McIlroy, der pt. er nr. 2 på verdensranglisten, har haft en aftale med Nike siden 2013. Som Nike spiller har McIlroy vundet 12 turneringer heriblandt The Open og US PGA Championship 2014. Han vandt Race to Dubai ranglisten i 2014 og 2015, mens han vandt FedExCup ranglisten sidste år.
Før McIlroy blev Nike spiller vandt han US Open 2011, så Masters er den eneste af de fire majors, som han endnu ikke har vundet.
10-årig aftale fra 2013 er forlænget i 10+ år
I 2013 blev der angiveligt lavet en 10-årig aftale, som således er erstattet af en ny langvarig aftale.
Nike har ikke offentliggjort detaljer om aftalen, men på Twitter har Rory McIlroy skrevet, at han ser frem til at være Nike atlet i de kommende 10+ år.
I forbindelse med forlængelsen har Nike lavet videoen ovenfor, hvor Rory McIlroy fortæller om, hvorfor han gerne har villet forlænge med Nike.
Nye aftaler med bl.a. Day, Noren og Pieters
I august 2016 stoppede Nike Golf med at lave golfudstyr, bolde og bags. Nu fokuserer de udelukkende på at blive førende indenfor golfsko og golftøj.
Siden da har Nike Golf lavet flere store aftaler med spillere som Jason Day samt bl.a. Alex Noren og Thomas Pieters.