27-årige Rory McIlroy og 29-årige Erica Stoll blev gift i lørdags på slotshotellet Ashford Castle i Irland, hvor parret har fejret nytår de seneste to år. Thomas Bjørn var blandt gæsterne.
Det er ikke meget, som er kommet ud om selve brylluppet, men ifølge Belfast Telegraph var der flere end 200 gæster. Belfast Telegraph og The Irish Sun nævner nogle af gæsterne heriblandt Thomas Bjørn, Darren Clarke, Sergio Garcia, Martin Kaymer, Padraig Harrington, Paul McGinley og Shane Lowry.
Andre som Graeme McDowell var også inviteret, men McDowell meldte afbud for at fokusere på golfkarrieren ved at deltage i Valero Texas Open.
Stevie Wonder og Ed Sheeran spillede undervejs
Ifølge E! News spillede Stevie Wonder i forbindelse med selve vielsen, mens Ed Sheeran spillede senere på aftenen. Sheeran havde koncerter i Manchester både lørdag og søndag aften, men han fløj angiveligt til Irland for at spille under bryllupsfesten, hvor der også var et stort fyrværkeri.
Der var andre musikere blandt gæsterne heriblandt Niall Horan som er kendt fra One Direction samt Chris Martin fra Coldplay.
Bryllupsrejse til midten af ingenting
Umiddelbart efter brylluppet er det nygifte par taget på en ti-dages bryllupsrejse til “midten af ingenting”, som McIlroy udtrykte det efter Masters.
McIlroys næste turnering er Players Championship, som spilles fra den 11. – 14. maj.
Havde lejet hele slottet
Rory McIlroy og Erica Stoll havde lejet hele Ashford Castle til deres bryllup.
For interesserede kan det oplyses, at man ifølge Belfast Telegraph skal betale 54.000 £ for at leje alle hotellets 83 værelser i lavsæsonen og 79.100 £ i højsæsonen. Det svarer til 475.000 – 700.000 danske kroner, hvortil man så skal lægge selve festen og forplejning, så det var et ganske dyrt bryllup.
Læs mere om Ashford Castle på www.ashfordcastle.com.