Rory McIlroy forventer ikke at spille turneringer før WGC – Mexico Championship fra den 2. til 5. marts, så det ender nok med en seks ugers skadespause.
Efter et træthedsbrud på ribbenene, trak McIlroy sig fra sidste uges Abu Dhabi HSBC Championship ligesom han har trukket sig fra næste uges Omega Dubai Desert Classic.
– Jeg vil gerne komme tilbage stille og roligt. Det vil være perfekt i Mexico, da det er fire runder uden cut. Jeg kan se hvordan det føles, hvorefter jeg holder en uges pause, så alt peger på Mexico, siger McIlroy til Fox Sports’ The Clubhouse podcast.
Blev måske skadet før jul
Rory McIlroy havde smerter under BMW SA Open hosted by City of Ekurhuleni, hvor han blev nr. 2 efter omspil mod Graeme Storm. McIlroy mener dog, at bruddet nok skete, da han testede en masse udstyr i december:
– Jeg tror at kombinationen af at ændre en lille ting i mit sving, og at jeg slog så mange bolde gjorde, at mine muskler sagde stop. Det lagde pres på leddene og i sidste ende gik det udover ribbenene, siger McIlroy.
McIlroy havde ellers håbet på en stærk start på året, så han kunne overtage førstepladsen på verdensranglisten, hvor han er nr. 2.