Efter fire birdies i en bogeyfri runde fører Rory McIlroy med tre slag foran Dustin Johnson og Adam Scott inden finalerunden af WGC – Cadillac Championship.
Søren Kjeldsen er eneste danske deltager, og han begyndte runden med birdies på de første to huller. Efter en dobbeltbogey på 4. hul kom han stærkt tilbage med birdies på 6. og 7. hul.
På den svære bag-ni lavede han desværre to bogeys inden en afsluttende dobbeltbogey på 18. hul resulterede i en runde i +2. I den samlede stillingen faldt han fire pladser tilbage til en 33. plads i +2
McIlroy har et solidt forspring
Rory McIlroy, der har skiftet putte grip op til turneringen, gik -4 og fører i -12 foran Dustin Johnson og Adam Scott i -9.
Phil Mickelson, Bubba Watson og Danny Willett deler 4. pladsen i -7, og med en lav finalerunde kan de måske også udfordre McIlroy.
Sergio Garcia, der spillede sammen med Kjeldsen i tredje runde, og Rafa Cabrera Bello gik dagens bedste runder i -5, så de rykkede 22 pladser frem til en delt 7. plads i -5, som de deler med Anirban Lahiri.
Rickie Fowler er blandt spillerne på en delt 10. plads i -4, Jordan Spieth er nr. 17 i -2, Jason Day er nr. 30 i +1 og Henrik Stenson nr. 33 i +2.
11 mio. kroner til vinderen
Efter fire afbud er 47 fra top-50 med i turneringen, hvor 66 af verdens bedste mødes på Trump National Doral i Florida.
Der spilles fire runder uden cut om en præmiesum på hele $ 9,5 mio. svarende til 65 mio. kroner. Heraf får vinderen $ 1,62 mio. svarende til 11 mio. kroner
Viasat Golf og Viaplay.dk sender finalerunden direkte søndag fra kl. 18 – 00. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.