I en række rigt illustrerede artikler fortæller 19huls udsendte, hvordan man kan opleve Mauritius i december, januar og juli måned. Nærværende artikels første kapitel, MAURITIUS I JANUAR, er nylige rejseoplevelser fra østatens normalt våde sæson. Andet kapitel, MAURITIUS I JULI, er reviderede notater fra tidligere rejseoplevelser blandt golfere og andet godtfolk. Efter artiklens to kapitler er der en fyldig faktaboks med rejsetips m.v.
MAURITIUS I JANUAR. KLIMA- OG PROGRAMÆNDRINGER
Regnen er trængt ind gennem taget på blok 4. Gulvbrædderne har slået sig, så døren binder, og der skal vægt bag for at få den op og i. Fra tredje etage er vandet løbet ind i stueetagen og ned i sengen hos den logerende, der har tilbragt natten i fodenden på tværs af sin queen size seng.
Paraplyerne er slået op igen. Cyklonen, der ramte Mauritius i sidste uge, og som fortsatte langs Madagaskar, har delt sig i to. Nu er den ene del vendt tilbage og har trukket et regntungt skydække med sig. Dagens planlagte udflugt med katamaran fra Trou d’Eau Douce til Île aux Cerfs er aflyst.
Undervisningsanstalterne, fra børnehave til universitet, blev åbnet i går efter at have være lukket i over en uge. Nu er de igen lukket ned.
Al offentlig transport er indstillet. Politiet fraråder al udkørsel, med mindre det drejer sig om livstruende forhold. Mauritius er mere eller mindre oversvømmet. Det underlige er, at vinden er taget af. Faktisk er der nærmest vindstille, men regnen fortsætter med at sile ned. Meteorologerne har aldrig været ude for noget lignende.
Situationen er historisk. For første gang nogensinde har myndighederne på Mauritius lukket hele landet ned på grund af regn!
Hotel Solana har slået et nødprogram op ved indgangen til Indigo Bar. Overskriften er ingen overdrivelse. Rainy Day.
Hotellets gæster kan sammensætte et helt personligt program.
De kan fx følge en rute, så brillerne bliver helt beduggede.
11.00: Romsmagning
13.00: Cocktail demonstration
14.00: Blindsmagningskonkurrence for hold
Det er også muligt for hotellets gæster at vælge en alternativ kurs.
10.00: Sociale lege
11.30: Bordtennisturnering
15.00: Bingo
16.00: Vandpoloturnering
Sidst på eftermiddagen lysner det lidt, regnen er ikke så voldsom længere, så stol, bord og en grafisk roman kommer ud på balkonen sammen med rejseskribenten.
Tegneseriealbummet er baseret på romanen Paul et Virginie, som den franske botaniker og forfatter Bernardin de Saint-Pierre fik udgivet i 1788.
Jacques Henri Bernardin de Saint Pierre – som hans fulde navn rettelig lyder – var 20 år tidligere, i februar 1768, ankommet til Île de France (Frankrigs Ø). Han var kongelig udnævnt ingeniør og opfattede i begyndelsen af sit ophold den grønne tropeø som et sandt paradis på jord. Men idyllen blev hurtigt alvorligt udfordret af den måde, hvorpå mørke mennesker, som slavede i sukkerrørsmarkerne, blev behandlet af brutale franske kolonialister.
Dybt indigneret over de franske bosætteres racistiske væsen tog de Saint Pierre hjem til Paris efter knapt tre år ophold i Det Indiske Ocean. Her blev han elev af og ven med en af de vigtige skikkelser i oplysningstiden, Jean-Jacques Rousseau, som mente, at lykken kun kunne opnås ved at leve i dyd og ærbarhed og i pagt med naturen. En livsførelse, som de Saint Pierre troede var mulig, men som han efter sine oplevelser på Frankrigs Ø måtte indse var et uopnåeligt ideal.
Bernardin de Saint Bernardin satte sig for at skrive en roman, der skulle inddrage essensen af de erfaringer, han fik med sig fra sit ophold i Det Indiske Ocean. Historien om Paul og Virginie begynder som en utopi, en ren pastorale, hvor de unge uspolerede børn lever i landlig idyl og uskyld.
Men idyllen ender med hærværk, skibskatastrofe og død, den ultimative tragedie, som en udgave af romanen fra 1789 illustrerer i 12 tableauer.
En roman med et kulørt, dramatisk plot og en kras kritik af det etablerede samfund blev ikke overraskende en meget stor succes under Den Franske Revolution i 1789. Tegnere, malere, gravører og skulptører gav deres fortolkning af dramaet, som kunne ses på vaser, tapeter, møbler, tallerkner, kaffekopper og meget andet. Værket inspirerede senere forfattere som Flaubert, Maupassant og Balzac, hvis værker har referencer til Paul et Virginie, der også blev omsat til musik, teater og opera, og (meget) senere til film og fjernsyn.
Bernardin de Saint Pierre havde behændigt indskrevet en virkelig skibskatastrofe i sit manuskript. I 1744 forliste le Saint-Géran, et skib fra det fransk-ostindiske kompagni, ved øen Ambre ud for Poudre d’Or på Mauritius’ nordøstkyst, hvor næsten 200 omkom, heriblandt to ærbare kvinder, som fik en dydig druknedød, da de nægtede at springe i vandet i bar figur. En hændelse som de Saint Pierre kopierede, da han i sin roman lader Virginie afslå opfordringen til at tage tøjet af og svømme i land, hvorefter den unge, knibske kvinde omkommer i bølgerne. En afslutning på romanen, som gør Paul et Virginie til en tragedie om moral, mere end en tragedie om kærlighed.
I 1966 udforskede en fransk dykkerekspedition vraget af le Saint-Géran, og skulle man komme forbi National History Museum i Mahébourg og Blue Penny Museum i Port Louis, vil man kunne se nogle af de artefakter, der blev bjerget fra det forliste skib.
Det er blevet tid til aftensmad på Restaurant Cinnamone, hvor man fra første parket kan følge vejrudviklingen. Det er begyndt at blæse, og støvregnen udvikler sig snart til et regulært skybrud.
Efter middagen er der koncert med White & Long Band og Kappas by Night. De eneste, der ses danse til musikken – ud over de professionelle på scenen – er J & J Hiphoppers, holdet der vandt eftermiddagens blindsmagningskonkurrence. Beruset af deres succes forsøgte Hiphoppers også at blinddanse, hvor ved de kolliderede med kameramanden, som desværre ikke fik billeder af den usædvanlige dansepræstation.
MAURITIUS I JULI. MARITIM RESORT & SPA
Maritim Resort & Spa er en femstjernet fornøjelse, der ligger et par minutters kørsel fra Mont Choisy Golf, som er den nordligst beliggende 18-hullers golfbane på Mauritius.
Maritim har en entré til resortet, som snildt kan hamle op med Mont Choisys flamboyante allé. En tunnel fører gennem et gardin af banyantræernes lange rødder, så fortsætter turen gennem en tropisk park, og rejsen standser ved et ovalt bassin, hvor lange og slanke palmetræer er placeret på hver sin lille ø foran receptionen i colonial style.
Herfra er der udsigt til palmer, hvid strand, blåt hav og en glad drik i to store orangegule kokosnødder, der er pyntet med røde bougainvillea og et sugerør, og man føler sig øjeblikkeligt hjemme.
Men først en udflugt rundt på det kæmpemæssige resort. Turen begynder i det gigantiske spa- og helseområde, hvor min ledsagerske betror mig, hun gerne vil parkeres en måneds tid.
Maritimes par-3 bane er ideel til at øve indspil til green, og er svinget lidt usikkert, kan man få det justeret hos banens pro, Sachin. Et tilbud der bør kunne lokke en golfturist op fra swimmingpoolen eller solvognen i ny og næ.
Et andet godt tilbud fås efter mørkets tidlige frembrud, hvor man kan slå bolde på en oplyst driving range.
Andre muligheder for en svingom får man på resortets urbane golfbane. Urban golf – som man mener begyndte i 1741 i Skotland, hvor ellers? – kan som Pokémon Go forstærke den virkelighed der omgiver en. Man udstyres med køller og bløde bolde og føres gennem parkens 25 hektar botaniske have, som man næppe ville have fået et nærmere kendskab til uden den urbane golftur.
Spadsereturen går videre til Balaclava, nogle historiske ruiner i resortets baghave, hvor franskmændene i 1700-tallet producerede krudt og kanoner og sukker og rom og desuden byggede et hospital for skørbugsramte sømænd.
Maritim byder også på bueskydning og tennis og beach volley og en ridetur i bølgerne på fuldblodsheste og… ja, læs selv videre på hotellets hjemmeside, der har en alenlang liste over aktivitetsmuligheder til lands, til vands og i luften.
Efter den lange gåtur rundt på resortet, trænger depoterne til at blive fyldt op, hvilket ikke er noget problem. Der er fem restauranter, to barer og en pool lounge på Maritim, som trods dets størrelse rimer på intim.
Uden for Maritim
Skulle man få lyst til at forlade det anstrengende liv på Maritim for en stund, kan man tage motorcyklen eller bilen og fx tage nordpå.
I Triolet, ikke langt fra Maritim, finder man Maheswarnath templet, det største og ældste hindu tempel på Mauritius. Det er nymalet, så man ikke umiddelbart kan gennemskue, at det blev opført tilbage i 1857.
En overstrømmende og meget venlig mand giver en overordentligt levende og underholdende rundvisning. Han bryder ud i sang, hver gang man træder ind i et større eller mindre bedested for Shiva, Visnu, Shakti eller andre guder.
En kvinde med baby og ægtemand og messende bedstemor tænder røgelsespinde og kommer vand på en lille sort sten, og på spørgsmålet, om der er tale om en art barnedåb, svarer den venlige mand med den karakteristiske, indiske hovedrullen og et overbærende smil:
”No, the woman and her husband and the grand-mother come here to play with their child.”
Et overraskende svar, der gør en helt desorienteret, indtil man pludselig forstår, et udtaleproblem er kommet på tværs, og at familien således kommer i templet for at bede, pray, og ikke for at lege, play.
Dette var niende del i serien – den 10. og sidste i serien kan læses her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.
TEKST, FOTO OG VIDEO: Kim Boje
GOLF
- Maritim Resort & Spa råder over en nihullers par-3 bane, en minigolfbane og en såkaldt urban golfbane. Turtle Bay Balaclava, Terre Rouge 21416, https://www.maritimresortandspa.mu/
- Alle mauritiske golfbaner: https://www.holidify.com/pages/golf-courses-in-mauritius-2685.html
PAUL OG VIRGINIE OG TO FRIMÆRKER
- Bernardin de Saint Pierre, Paul et Virginie, 1787, dansk udgave 1802
- Merete Grevlund, ”Jacques Henri Bernardin de Saint-Pierre”, Den Store Danske, https://denstoredanske.lex.dk/Jacques_Henri_Bernardin_de_Saint-Pierre
- Illustrationer til Histoire de Paul et Virginie, s. 64, Imprimerie Thomas, à Metz, 1789, Cliché Bibliothèques-Médiathèques de Metz
- John Randal Kleiser, The Blue Lagoon, 1980; en af de mange spillefilm, der er inspireret af de Saint Pierres Paul et Virginie.
- Paul et Virginie (grafisk roman), tekst Shenaz Patel, illustrationer Laval Ng, 2015, IPC, Île Maurice (er oversat til kreolsk)
- The National History Museum of Mauritius, HPM3+F8G, Royal Rd, Mahébourg, https://mauritiusmuseums.govmu.org/mmc/?page_id=1843, hvor der kan ses fund fra vraget le Géran
- Blue Penny Museum, Caudan Water Front, Port Louis, https://www.bluepennymuseum.com/, hvor der også kan ses fund fra vraget le Saint-Géran.
På Blue Penny Museum kan man også se frimærker. Museets navn henviser til et mørkeblåt two pence frimærke fra den 21. september 1847 med den engelske dronning Victorias kontrafej. Førsteoplaget blev sammen med et orangerødt one penny mærke ved en fejl påtrykt POST OFFICE i stedet for POST PAID. En kuvert med begge frimærker blev i 1993 erhvervet formedelst 33 millioner danske kroner af en velhavende filatelist. Der findes så vidt vides kun 14 eksemplarer af det orangerøde frimærke og 12 af det mørkeblå.
Som det ses ovenfor bruges det sjældne blå frimærke også som reklamesøjle på Mauritius. I dette tilfælde skilter det for teposer fra Bois Chéri med vaniljesmag.
VEJRET
Danske og udenlandske hjemmesider, der reklamerer for ture til Mauritius, gør desværre meget sjældent opmærksom på, at man i regntiden december-marts skal forvente meget høj luftfugtighed og regnfuldt vejr og omkring 35 grader om dagen og 25 om natten. Man kan også få enkelte solrige dage i den våde tid, og det betyder meget høj grillfaktor, så teetiden bør placeres i den årle morgenstund.
Fra april til november kan man forvente tørt, solrigt vejr og omkring 27 grader om dagen og 17 om natten. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få enkelte regnbyger i den tørre tid, men det generer sjældent golfspillerne, der kan golfe i alle juli måneds lyse timer
Eric Maurice Fonsenius skriver om cyklonerne, at de ”opstår i den østlige del af Det indiske Ocean i månederne november til april. (…) Skulle du være så ’uheldig’ at løbe ind i en cyklon under din ferie, så vær ikke ked af det, det kan godt være en ganske positiv og spændende oplevelse (Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022, s. 23).”
PS: Dag og nat er næsten lige lange. Solens store pære tændes klokken 6 og slukkes klokken 18. Det varierer maksimalt en time i løbet af året.
HOTELLER OG PENSIONATER
Mulighederne er legio. Eric Maurice Fonsenius skriver i Mauritius guide side 28: ”Der er hoteller og pensionater i alle prisklasser på Mauritius. Lige fra de vildeste luksushoteller til over 10.000 kr. pr. dag og pensionater til under 200 kr. (…) Derudover findes der henved 1.000 private udlejere, der udbyder alt lige fra hele villaer til gæstehus og værelser.” Her et par eksempler:
- Maritim Resort & Spa, 5-stjernet resort, Turtle Bay Balaclava, Terre Rouge 21416, https://www.maritimresortandspa.mu/. PS: Nærmest i resortets baghave finder man de historiske ruiner Balaclava, https://mauritiusattractions.com/balaclava-i-395.html og Maheswarnath templet, https://mauritiusattractions.com/maheswarnath-mandir-triolet-temple-p-1606.html
- Fleurvilla, Paradizo Lane, Péreybère, Grand Baie; tel. +230 5813 0001, få meter til lille, offentlig strand
- Solana Beach, 4-stjernet resort, Coastal Road, Belle Mare, tel. +230 402 7200, info@solanabeach.mu, https://southerncrosshotels.mu/solana/
GUIDEBØGER OG REJSESKILDRINGER
- Eric Maurice Fonsenius, Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022
- Alexandre Richards, Mauritius. Rodrigues. Réunion, The Bradt Guide, 2022
- Maurice. Rodrigues, Michelin, Le Guide Vert, 2020
MEDIER
Mauritius Times, http://www.mauritiustimes.com/