I en række rigt illustrerede artikler fortæller 19huls udsendte, hvordan man kan opleve Mauritius i december, januar og juli måned. Nærværende artikels første kapitel, MAURITIUS I JANUAR, er nylige rejseoplevelser fra østatens normalt våde sæson. Andet kapitel, MAURITIUS I JULI, er reviderede notater fra tidligere rejseoplevelser blandt golfere og andet godtfolk. Efter artiklens to kapitler er der en fyldig faktaboks med rejsetips m.v.
MAURITIUS I JANUAR. MODELSKIBE, PILGRIMME, VANDFALD, M.M.
Bogen ligger i den store keramikskål, der står på bordet. Det er Nathacha Appanahs roman Le dernier frère (den sidste bror). Under et foredrag i den viborgensiske afdeling af Alliance Française for år tilbage fortalte Appanah, at hun voksede op på Mauritius i en ludfattig familie med indisk baggrund. Som barn og ung kendte forfatteren, der i dag bor i Paris, ikke noget som helst til det paradisiske Mauritius. De vidunderlige strande og hoteller lå gemt bag høje hegn langt fra hendes egen virkelighed.
Bogen kom med i kufferten til Mauritius sammen med nogle linjer om det historiske bagtæppe, hvorpå Appanah udfoldede plottet i The Last Brother, som var titlen, da bogen udkom på engelsk i 2011.
”I september 1940 stævnede et britisk skib med europæiske jøder som passagerer mod Palæstina, hvor de af briterne var blevet stillet i udsigt, at de kunne opnå asyl. I Palæstina blev de imidlertid betragtet som illegale immigranter og nægtet indrejse. I stedet blev en stor del af dem sendt videre sydpå, helt til den afrikanske ø Mauritius, som på det tidspunkt også var under britisk herredømme. Her endte de jødiske flygtninge, der var på flugt fra nazisterne koncentrationslejrene (sic) i Europa, med at tilbringe resten af krigen inden for mure og pigtråd som internerede i øens statsfængsel.” (Ks bognoter)
Nu sidder jeg så i en turistbus på vej til Vacoas-Phoenix med Appanahs roman i skødet. Det er svært at koncentrere sig om læsningen. Vejen er krøllet, regnen er taget til og trafikken er blevet tættere.
Motorcykler med blå blink og en hale af store, sorte biler overhaler bussen. Den lokale guide siger, at det nok er politikere, der er på vej til et vigtigt møde.
Bussen stopper ved Le Port Ship Model Factory, en lille modelskibsfabrik, der ligger blot få kilometer syd for Mauritius’ statsfængsel, der spiller en vigtig rolle i bogen, jeg er ved at læse.
På den lille modelskibsfabrik producerer man modeller af nye, gamle og ældre skibe. Man kan se skibsbyggerne lime og slibe og male i et lille værksted, og derefter kan man åbne en lille dør og gå ind i en meget stor butik, hvor man ikke alene kan købe modelskibe, men også søheste og delfiner af glas, smykker i guld og sølv og tasker med pailletter og bling.
Bussen kører videre til Ganga Taloo, måske bedre kendt som Grand Bassin, hvor der er opført en statue af Shiva på 33 meter. Det overgås kun af en rigtig stor statue i Indien.
Det regner i dag, så turister og pilgrimme gemmer sig bag parasoller, der i dag fungerer som paraplyer. I et lille telt kan man blive velsignet på hindumanér og få en rød streg i panden og et rødt og gult armbånd om håndleddet.
Makakaber – sømænd tog deres forfædre med fra Java i forne tider – plejer at hænge ud i Grand Bassin for at tigge frugt af turisterne, men de kan ikke lide regn, siger bygningsarbejderne på pladsen, så de søger ly i træerne.
Næste stop er i Black River Gorges National Park. Når der er kreolsk marked som i dag, dukker isbilen op. Kendingsmelodien for Vijays bil er Greensleaves i en upbeat udgave for klokkespil. Da jeg spørger, om det er et krav, at Greensleaves kører i båndsløjfer fra morgen til aften, nikker han umærkeligt. Når jeg spørger, hvordan han har det med ”de grønne ærmer”, smiler han forlegent.
Bag Varangue sur Morne, en restaurant i nærheden, regner det intenst på regnskoven. Over palmebladene kan man se helt til le Morne Brabant med den flade tinde. Morne er oldfransk og betyder bjerg. Et skib fra den hollandske provins Brabant kom for tæt på klipperne den 29. december 1783, gik ned med mus og mænd og gav bjerget sit navn.
En endnu mere tragisk hændelse skete på bjerget i 1835 kort efter briterne ophævede slaveriet på Mauritius. Flere hundrede bortrømte slaver – des marrons – havde søgt tilflugt i junglen på det utilgængelige bjerg. Da en gruppe engelske officerer nærmede sig deres skjulesteder for at overbringe dem den gode nyhed, søgte de undvegne slaver opad i forsikringen om, at der var en menneskejagt i gang med det formål at fange og straffe dem. Det var en alvorlig sag at flygte fra slaveriet. Straffen var normalt halshugning. Så les marrons valgte at kaste sig i døden fra toppen.
Næste stop er la Cascade de Chamarel. Det regner fortsat. ”Water, water everywhere”, synger en turist, der kan huske Tommy Steeles gamle hit. Vejrliget forhindrer hende dog ikke i at fotografere det 83 meter høje vandfald.
Tæt ved vandfaldet finder man Les 7 terres de couleurs de Chamarel, et mindre område mellem sukkerrør, kaffe og bananpalmer, hvor forskellige metaller i den vulkanske aske skal have farvet den lerede jord i syv forskellige kulører. Det siges, at der er nuancer af rød, brun, violet, grøn, blå, lilla og gul. I dag er det svært at se mere end en changerende okkerfarve, men det er stadigvæk et særegent og usædvanligt skue.
Efter en meget lang bustur og en meget lang dag er det blevet aften, men ikke fyraften for Alain, der sælger håndarbejde på Hotel Solana.
“Det er mørke, uformuende kreolere fra Curepipes fattige kvarter, hvor man bor i huse af blik, som har lavet det”, siger han. “Der er en lige linje fra slaveriet før 1835 til de mørke mennesker på øen i dag. Mauritius har i dobbelt forstand en sort historie.”
Alain holder en lille, meget slank figur af to sorte slaver med rødt lændeklæde op foran sig. Figuren mimer Giacomettis høje og tændstiktynde skulpturer i bronze, skulle man umiddelbart tro. Men den italienske eksistentialist var bl.a. inspireret af afrikansk kunst, så i virkeligheden er det snarere omvendt.
Jeg køber statuetten til kæresten og spørger Alain, om jeg må tage et billede af ham med træfiguren i hånden.
“Det må du godt. Men det bliver uden smil. Jeg er ude af stand til at smile.”
Fotografen fotograferer. Alain smiler ikke.
MAURITIUS I JULI. HÉRITAGE LE TELFAIR
Héritage Le Telfair Golf er en ren fornøjelse at spille for en amatør, og helt sikkert også for en professionel. Bare spørg Rasmus Højgaard, der vandt Mauritius Open i 2019 netop på denne bane.
Danske golfspillere finder sig i det hele taget vældig godt tilpas på Mauritius. Thorbjørn Olesen var meget tæt på at vinde AfrAsia Bank Mauritius Open i 2015, da den også blev spillet på Héritage Golf, og Thomas Bjørn vandt sidste år MCB Tour Championship, som var henlagt til Constance Belle Mare Plage og spillet på The Legend.
Héritage Golf på Mauritius’ sydkyst har sit navn efter det nærliggende Héritage le Telfair, som har sit navn efter en irsk botaniker, der kom til Mascarenerne i det 17. århundrede. Telfair hotellet fra det 19. århundrede er i kolonistil med gulve og solide møbler af teak og mahogni, elegant afslappede tjenere i åbne hvidstribede skjorter og stråhat, som sørger for kompetent og sympatisk behandling både i gyngerne på stranden og i Le Palmier, en bistro, der er placeret under kokospalmerne 10 meter fra stranden og 30 fra lagunen.
Fra Héritage le Telfair er der langt til Bali og endnu længere til Amsterdam. ”Chill here”, står der på skiltet. Det kan man fx gøre ved at sætte sig i en gynge og få et ”mauritisk kys”, som er en af de cocktails, Maurice har på kortet.
Golf du Château aka Héritage Golf
Jeremy, klubbens sydafrikanske pro, synes ikke selv Héritage Golf har særlige signaturhuller, men det skyldes givetvis, at det er en umulig opgave at fremhæve enkelte huller, når de stort set alle er af højeste kvalitet.
Ikke alene er her meget smukt. Layoutet er eksemplarisk, og hullerne føjer sig naturligt ind i landskabet. Her er også meget fredeligt, måske fordi juli er en turistmæssig lavsæson.
Héritage Golf holder arven fra botanikeren Telfair ved lige. Her er både udsigt til bjerge og blomstrende sukkerrørsmarker og til en interessant flora på selve golfbanen.
”The traveller’s palm kan fungere som et springvand for vandreren, der har glemt sin vandflaske. Borer man et hul, hvor den store vifte af blade samles, vil vand vælde frem.”
Den alvidende Jeremy har gode idéer. Måske skulle man skifte driveren ud med et svingbor, så man næste gang kan imponere en tørstig makker ved at fremtrylle en fontæne med drikkevand fra den rejsendes palme.
Jeremy er også opmærksom på en allé af kæmpemæssige krogede terminaliatræer, der blev plantet for flere århundreder siden for at give skygge på vejen langs vandløbet. Frugterne fra træerne, der smager af mandel, kalder de anglofone Indian Almond.
Dejligt med en alvidende vejviser, når man er på udebane.
Golfbanen har også et rigt dyreliv, der spænder fra vadefugle, der fouragerer på fairwayen, til flyvende hunde, der flakser rundt i trætoppene for til sidst at lande øverst oppe, hvor de sætter sig mageligt til rette med hovedet nedad og fremviser deres brune, buskede mave.
Jeremy fortæller, at de flyvende hunde eller ræve, alt efter sproglig præference, engelsktalende kalder dem flying foxes, er vigtige for økosystemet, da de spreder pollen og frø fra deres raids på frugtplantagerne. De fleste frugtavlere ser dem dog som en pest og kalder dem fruit bats, frugt flagermus.
Det lykkes lige netop at færdigspille det smukke og udfordrende 18. hul, inden de mørke skyer begynder at vande Héritage Golf.
Le Château de Bel Ombre
På Héritage le Telfair kan man indtage aftensmaden på hotellet eller på slottet, Le Château de Bel Ombre, der ligger lige op ad golfbanens syvende hul.
Slotskokken serverer denne aften samosaer med skaldyr, en såkaldt amuse-gueule, der fornøjer munden, som navnet siger; dernæst en forret bestående af palmehjerte med ristede kæmperejer i urtesovs; og som hovedret dyrekølle i rødvin, sød kartoffelgratin og sauterede lady fingers.
Finalen er en dessert over temaet ananas, bl.a. med sorbet, et lille glas med sukret is inklusiv en lille sukkerrørspind til at røre rundt med og tygge på. Og clouet: en lille kage, hvorpå er hæftet en miniature plastikflakon med mauritisk rom. Man trykker på den lille flaske efter behov. Yderst delikat og stærkt underholdende.
Bel Ombre Nature Reserve
Efter golf- og madoplevelserne kan man tage på safari i skoven, der ligger lige uden for Héritage Golf. I den mere eller mindre uberørte regnskov formelig vrimler det med fasaner, vildsvin, rådyr og aber.
Har man ikke haft sigtekornet indstillet ordentligt på golfbanen, kan man tage revanche i skovene ved Bel Ombre og Case Noyale. Man kan vælge mellem bøsse og bue og pil. Derimod er køller kun tilladte på golfbanen.
Råvildtet, som franske sømænd indførte fra Java tilbage i det 18. århundrede, kigger frem fra skovbrynet, og bliver stående, indtil jeepen kommer lidt for tæt på.
Fabrice, guide og chauffør, fremviser nogle højst interessante træer, bl.a. ibenholt, træet der er så hårdt og tungt, at det synker, når det nedsænkes i vand, og drageblodstræet, der bløder rød saft, som til forveksling ligner blod.
I en knækket daddelpalme spotter Fabrice en fuglerede, der tilhører tropikfuglen, den sky havfugl med den flotte flugt, der er selve symbolet på Det Indiske Ocean. Bramfri kreolere kalder den le paille-en-cul, strået-i-røven, på grund af fuglens lange, smalle halefjer. Fabrice bruger det lidt pænere navn le paille-en-queue (queue, bagdel), men forskellen er den samme.
Desværre er den langvingede fugl blevet en fremmed fugl på Mauritius. Den er ret sky og kræver god plads. Man kan på lang afstand tro, at de hvide tropikfugle er simple måger, men mågerne har aldrig fundet vej til Mascarenerne, øgruppen, der også inkluderer mauritiske Rodrigues og franske Réunion.
Farvel til Fabrice og sydkysten. Nu går det nordpå ad snoede kystveje.
Dette var ottende del i serien – niende del kan læses her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.
TEKST OG FOTOS: Kim Boje
GOLF
- Héritage le Telfair Golf aka Golf du Château, https://mu/hotels-mauritius/le-telfair
- Alle golfbaner på Mauritius: https://www.holidify.com/pages/golf-courses-in-mauritius-2685.html
MODELSKIBE, PILGRIMME, VANDFALD M.M.
- Le Port Ship Model Factory and Showroom, Vacoas-Phoenix, https://le-port-ship-model-factory-and-showroom.business.site/
- Grand Bassin, https://www.mauritiusinsideout.com/grand-bassin-mauritius.html
- Cascade de Chamarel, https://www.chamarel7colouredearth.com/chamarel-waterfalls
- Les sept terres de couleurs de Chamarel, https://www.chamarel7colouredearth.com/
- Bel Ombre Nature Reserve, https://www.belombrenaturereserve.com/
HOTELLER OG PENSIONATER
Mulighederne er legio. Eric Maurice Fonsenius skriver i Mauritius guide: ”Der er hoteller og pensionater i alle prisklasser på Mauritius. Lige fra de vildeste luksushoteller til over 10.000 kr. pr. dag og pensionater til under 200 kr. (…) Derudover findes der henved 1.000 private udlejere, der udbyder alt lige fra hele villaer til gæstehus og værelser” (s. 28). Her et par eksempler:
- Héritage Le Telfair Golf & Wellness Resort, 5-stjernet resort, Bel Ombre Territory, 61002, Bel Ombre; tel. +230 260 5101, booking@heritageresorts.mu, https://heritageresorts.mu/hotels-mauritius/le-telfair
- Fleurvilla, Paradizo Lane, Péreybère, Grand Baie; tel. +230 5813 0001, få meter til lille, offentlig strand
- Solana Beach, 4-stjernet resort, Coastal Road, Belle Mare, tel. +230 402 7200, info@solanabeach.mu, https://southerncrosshotels.mu/solana/
VEJRET
Danske og udenlandske hjemmesider, der reklamerer for ture til Mauritius, gør desværre meget sjældent opmærksom på, at man i regntiden december-marts skal forvente meget høj luftfugtighed og regnfuldt vejr og omkring 35 grader om dagen og 25 om natten. Man kan også få enkelte solrige dage i den våde tid, og det betyder meget høj grillfaktor, så teetiden bør placeres i den årle morgenstund.
Fra april til november kan man forvente tørt, solrigt vejr og omkring 27 grader om dagen og 17 om natten. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få enkelte regnbyger i den tørre tid, men det generer sjældent golfspillerne, der kan golfe i alle juli måneds lyse timer
Eric Maurice Fonsenius skriver om cyklonerne, at de ”opstår i den østlige del af Det indiske Ocean i månederne november til april. (…) Skulle du være så ’uheldig’ at løbe ind i en cyklon under din ferie, så vær ikke ked af det, det kan godt være en ganske positiv og spændende oplevelse (Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022, s. 23).”
PS: Dag og nat er næsten lige lange. Solens store pære tændes klokken 6 og slukkes klokken 18. Det varierer maksimalt en time i løbet af året.
GUIDEBØGER OG REJSESKILDRINGER
- Eric Maurice Fonsenius, Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022
- Alexandre Richards, Mauritius. Rodrigues. Réunion, The Bradt Guide, 2022
- Maurice. Rodrigues, Michelin, Le Guide Vert, 2020
LITTERATUR
Nathacha Appanah, Le dernier frère, 2007 (The Last Brother, 2011). Anmeldelser:
- Kasper Håkansson, Ks bognoter, november 2017, https://bognoter.dk/2017/11/23/nathacha-appanah-the-last-brother/
- The Jewish Book Council, 2011, https://www.jewishbookcouncil.org/book/the-last-brother
