I en række rigt illustrerede artikler fortæller 19huls udsendte, hvordan man kan opleve Mauritius i december, januar og juli måned. I denne artikel er første kapitel, MAURITIUS I JANUAR, dagbogsnotater fra en rejse til Mauritius midt i østatens normalt våde sæson. Andet kapitel, MAURIdTIUS I DECEMBER, er reviderede notater fra rejsereporterens tidligere oplevelser blandt golfere og andet godtfolk. Efter artiklens to kapitler er der en fyldig faktaboks med rejsetips m.v.
MAURITIUS I JANUAR. TE OG VANILJE OG ROM
Dagens udflugt går sydpå, men selv om ruten kaldes La Route du Thé, så handler det altså ikke kun om te, men også om vanilje og rom.
En storsnudet jagthund på det aristokratiske Domaine des Aubineaux holder vagt ved trappen. Kolonitidshuset er fra 1872 med vinterhave; vældig populært i juni og juli (vi er på den sydlige halvkugle).
Tilstandsrapporten viser mange K2 og K3’ere og en del kosmetiske skader. En del af inventaret bør måske også skiftes ud, fx det ellers fikse spejl i badeværelset.
Lidt længere nede af det kreolerne kalder la Route du Thé, ligger le Domaine de Bois Chéri, hvor der dyrkes te i lange lige rækker. Der mangler et komma mellem Bois og Chéri, så navnet betyder ikke “Træ Skat”, men “Drik, skat”. En opfordring fra den første tebonde til sin kone.
Produktet såvel som produktionsapparatet bygger på traditioner, der går langt tilbage, som man kan se og høre det ovenfor.
Vejen til udsalget af teen fra Bois Chéri går gennem bakker og dale med marker af te og slutter på en bakketop, hvorfra der er fin udsigt til både hav og sø.
Retur ad hulveje og bølgende bakker gennem skoven, hvor et par javahjorte ser ud på bilen, som stopper ved le Domaine de Saint Aubin, hvor man i det velbevarede hus i kolonistil kan få en glimrende frokost.
Bag hovedbygningen ved siden af kapoktræet er der destilleri og et udskænkningssted, hvor man kan smage, hvad vinånden kan udvikles til. Saint Aubin 1819 Classic Rum Coffee er glimrende, og kan anbefales til dem, der normalt ikke er meget for stærk spiritus.
For at komme ned til Vaniljehuset, la Maison de la Vanille, skal man gennem køkkenhaven, der er kantet af tropiske blomster som Papegøjenæb og Jomfruens tårer, les Larmes de la Vierge, en orkidé med klaser af blomster. I sammenfoldet stand er blomsterne dråbeformede. Så når alle er i fuld blomst, er jomfruen glad. Faktisk bliver hendes tårer til brede grin, når hun folder sig helt ud.
Vaniljen er en orkidé, som ikke blev en succes i Det Indiske Ocean, før en opvakt 13-årig slave på Réunion, Edmond Albius, viste, hvordan mennesket kan agere bi over for vaniljen med en nål. En teknik, der stadig bruges i denne del af verden, hvor insekter ikke gider at bijobbe.
Når koralrevet ikke beskytter – som på sydkysten ved Gris-Gris, ikke langt fra Saint Aubain – skal man ikke hoppe i vandet. Man skal heller ikke stille sig tæt på klippekanten. Det afholder dog ikke dumsmarte turister fra at gøre netop det, selv når det regner. De lokale søger ly under et halvtag og nyder udsigten og et spil domino.
Le séga – den indfødte, kreolske musik på Mascarenerne – er slavernes musik. På Réunion kaldes den traurige udgave i mol for maloya. Efter slaveriets ophævelse skiftede den til dur, også teksten.
På Mauritius skelnes ikke, her dækker le séga både dur og mol.
Oprindeligt havde musikerne tre instrumenter: den enstrengede guitar, trianglen og ravannen, en tynd, rund træramme overspændt med et gedeskind. I nyere tid har guitaren fået seks strenge, og der er kommet diverse vestlige instrumenter til. Så den moderne séga har ikke meget med den oprindelige udgave at gøre.
Aftenens tema på Solana er mauritisk. Restaurant Cinnamone byder på javahjort med brun sovs og ris, og kreolske musikere byder op til dans.
MAURITIUS I DECEMBER. CONSTANCE BELLE MARE. THE LINKS
Det var en storsmilende Colin Montgomerie, som dukkede op på pressemødet efter onsdagens pro-am på The Links. Der var heller ikke grund til andet. Spillet havde været solidt hele vejen, og, ikke at forglemme, skotten blev kørt rundt i buggy og slap for at trave op og ned ad de mange stejle bakker.
Undervejs på runden levede favoritten til at genvinde The MCB Tour Championship op til de forhåbninger, han tidligere på ugen havde udtrykt om at bevare sin sindsro. Stemningen i firebolden var hyggelig, og Montgomerie havde mange opmuntrende kommentarer til sine tre medspillere.
Montgomerie var enig med Deres udsendte i, at navnet The Links ikke helt lever op til, hvad man normalt forstår ved en linksbane i Skotland.
”Well, I guess this is links with trees!” konkluderede skotten diplomatisk og lyste igen op i et bredt smil.
I bussen tilbage til Constance Belle Mare kunne Philip Price – den walisiske golfer med det vindende væsen og det tre gange vindende golfspil på Europaturen – afsløre, at han foretrækker The Links fremfor The Legend, om end han holder af begge baner.
”Hele atmosfæren er så behageligt afslappet her. Alene restauranten med den uforlignelige udsigt til The Links er en oplevelse i sig selv. Begge baner, vi spiller på i denne uge, er hvad jeg kalder feriebaner. Altid en behagelig oplevelse. Altså, med mindre det bliver rigtigt varmt med høj luftfugtighed, så sveden løber og fjerner solcremen, og man bliver solskoldet. Så er det ikke sjovt længere.”
Price ser forpint ud bare ved tanken.
Der blev vist strålende form af såvel spillere som værtinder på The Legend, da Senior Touren 2016 blev afgjort på Mauritius. Barry Lane tog titlen som vinder af The MCB Tour Championship med 14 under par, ét slag bedre end Paul Broadhurst, der på forhånd havde sikret sig sejren på Order of Merit.
Trods en dobbeltbogey på niende hul – hvor den forsvarende mester Colin Montgomerie måtte bruge to slag for at komme op af greenbunkeren – kæmpede skotten sig flot tilbage, men med en ny dobbeltbogey, denne gang på 16., forsvandt Montgomeries chancer for at genvinde turneringen.
For Steen Tinning var det – efter et par middelmådige første runder hvor han kæmpede med svinget – en stor opmuntring at gå dagens runde i fire under par efter seks birdies og to bogeys. Danskeren sluttede som delt 25.
Dette var syvende del i serien – ottende del kan læses her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.
TEKST & FOTOS: Kim Boje
GOLF
The Legend: https://www.constancehotels.com/en/experiences/golf/legend/
The Links: https://www.constancehotels.com/en/experiences/golf/links/
Alle golfbaner på Mauritius: https://www.holidify.com/pages/golf-courses-in-mauritius-2685.html
TE, VANILJE, ROM OG GRIS-GRIS
- Domaine des Aubineaux, https://mauritiusattractions.com/domaine-des-aubineaux-i-361.html
- Domaine de Bois Chéri, https://mauritiusattractions.com/le-domaine-de-bois-cheri-i-359.html
- Domaine de Saint Aubin, https://mauritiusattractions.com/visit-tour-saint-aubin-house-p-56.html
- Gris-Gris, https://www.mauritiusisland.co/grisgrisbeachmauritius.html
VEJRET
Danske og udenlandske hjemmesider, der reklamerer for ture til Mauritius, gør desværre meget sjældent opmærksom på, at man i regntiden december-marts skal forvente meget høj luftfugtighed og regnfuldt vejr og omkring 35 grader om dagen og 25 om natten. Man kan også få enkelte solrige dage i den våde tid, og det betyder meget høj grillfaktor, så teetiden bør placeres i den årle morgenstund.
Fra april til november kan man forvente tørt, solrigt vejr og omkring 27 grader om dagen og 17 om natten. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få enkelte regnbyger i den tørre tid, men det generer sjældent golfspillerne, der kan golfe i alle juli måneds lyse timer
Eric Maurice Fonsenius skriver om cyklonerne, at de ”opstår i den østlige del af Det indiske Ocean i månederne november til april. (…) Skulle du være så ’uheldig’ at løbe ind i en cyklon under din ferie, så vær ikke ked af det, det kan godt være en ganske positiv og spændende oplevelse (Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022, s. 23).”
PS: Dag og nat er næsten lige lange. Solens store pære tændes klokken 6 og slukkes klokken 18. Det varierer maksimalt en time i løbet af året.
HOTELLER OG PENSIONATER
Mulighederne er legio. Eric Maurice Fonsenius skriver i Mauritius guide side 28: ”Der er hoteller og pensionater i alle prisklasser på Mauritius. Lige fra de vildeste luksushoteller til over 10.000 kr. pr. dag og pensionater til under 200 kr. (…) Derudover findes der henved 1.000 private udlejere, der udbyder alt lige fra hele villaer til gæstehus og værelser.” Her et par eksempler:
- Constance Belle Mare Plage, femstjernet resort med to tilhørende golfbaner, The Legend og The Links, https://www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/mauritius/belle-mare-plage/
- Constance Prince Maurice, femstjernet resort – endnu mere extravagant end selv Constance Belle Mare Plage – med to tilhørende golfbaner, The Legend og The Links, https://www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/mauritius/prince-maurice/
- Fleurvilla, Paradizo Lane, Péreybère, Grand Baie; tel. +230 5813 0001, få meter til lille, offentlig strand
- Solana Beach, 4-stjernet resort – en kort gåtur fra Constance Belle Mare Plage – Coastal Road, Belle Mare, tel. +230 402 7200, info@solanabeach.mu, https://southerncrosshotels.mu/solana/
GUIDEBØGER OG REJSESKILDRINGER
- Eric Maurice Fonsenius, Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022
- Alexandre Richards, Mauritius. Rodrigues. Réunion, The Bradt Guide, 2022
- Maurice. Rodrigues, Michelin, Le Guide Vert, 2020