RejserGolf- og rejseoplevelserMauritius sommer og vinter. Rejseoplevelser (5)

Mauritius sommer og vinter. Rejseoplevelser (5)

I en række rigt illustrerede artikler fortæller 19huls udsendte, hvordan man kan opleve Mauritius i henholdsvis januar og juli måned. I denne artikel er første kapitel, MAURITIUS I JANUAR, dagbogsnotater fra en rejse til Mauritius midt i østatens normalt våde sæson. Andet kapitel, MAURITIUS I JULI, er reviderede notater fra rejsereporterens tidligere oplevelser blandt golfere og andet godtfolk i østatens normalt tørre sæson. Efter artiklens to kapitler er der en fyldig faktaboks med rejsetips m.v.

MAURITIUS I JANUAR. SOLANA BEACH OG OMEGN EN SØVNIG SØNDAG

Nogle turister tager på søndagsudflugt for at klatre på le Morne Brabant, og andre har booket en tur for at svømme med delfiner. Desværre falder tropenedbøren fortsat tungt i nord og syd og vest, så klatrerne når kun halvvejs, inden regnen umuliggør opstigningen, og delfinturen aflyses lige inden afgang.

På østkysten er det klaret op, så her er der gang i aktiviteterne til lands, til vands og i luften.

Man får et nyt syn på det hele, når man ser det fra luften. I en faldskærm trukket af en speedbåd – parasailing på nydansk – eller i en vandflyver eller en helikopter. Så får man overblik over byerne og de grønne bjerge og det 150 kilometer lange koralrev, der løber det meste af øen rundt.

Men skal man have et nyt syn på (nogle af) de 1,3 millioner mauritere, skal man blive på landjorden. Godt halvdelen er af indisk afstamning, resten har en afrikansk, kinesisk eller europæisk baggrund. Alle er de kreolere. “A unity of diversities”, som de siger på et af de to, tre, fire sprog de behersker.

Der er pyntet op med blomsteropsatser og røde papirlamper, og der er kinesiske toner i højtalerne. Ved middagstid bevæger en rød og en gul drage sig fra poolområdet gennem barer og restauranter ned til stranden ledsaget af inciterende trommer.

Der tages kulturelt hensyn til de forskellige kulturer. Også til den kinesiske minoritet, der udgør 3 % af landets 1,3 millioner indbyggere. Det kinesiske nytår fejres behørigt. Også på Solana Beach.

Der er ikke kun kineserier på aftenens program. Den kinesiske festival, som fejringen af kinesernes nytår også kaldes, har også plads til den lokale séga. Afrikanske slaver fra bl.a. Madagaskar havde den med i bagagen i en traurig udgave. Forståeligt nok. Det var ikke sjovt at blive brændemærket og knokle alle dagens lyse timer i sukkerrørene. På Réunion kaldes denne blues for maloya. Efter slaveriets ophævelse kom der gladere toner i ségaen og europæiske instrumenter til bandet, der oprindeligt klarede sig med en enstrenget guitar, en triangel og en ravanne, gedeskind spændt ud over en træramme.

Find danseskoene frem. Fødderne kan ikke stå stille, når ravannens trommen lyder! Det er bedre og sjovere end en tur i fitnesscentret. Bare følg dansernes moves.


MAURITIUS I JULI. TAMARINA GOLF CLUB

Tamarina

Hvad er en god start på en dag? Tja, for eksempel en skål yoghurt naturel tilsat müesli og tropefrugter, pandekager med kreolsk marmelade på kærligheds- og passionsfrugt, en lille croissant, et glas friskpresset grapefrugt og to kopper sort kaffe – samt udsigt til Det Indiske Ocean og til en dag i Tamarina Golf Club.

Tamarina følger den gode gamle britiske tradition med at navngive de enkelte huller. Efter ”Mamet” følger ”Clarence”, hvor min medspiller synger ”fairway to heaven” på en melodi fra Led Zeppelin.

Den himmelske stairway, undskyld fairway, spiller direkte mod bjerget Rempart, hvis kantede tinde ingen hidtil har besteget, og som var på frimærke i 50’erne sammen med en ung Dronning Elizabeth II.

Flere postkorthuller følger. Femte er ingen undtagelse. Et fremragende hul med delt fairway, der kræver et valg. Min syngende medspiller har skiftet melodi; det handler nu om Loch Lomond og om at tage “the high road” eller “the low road”: lander man i midten af fairway på skråningen, hvor brune lavaklipper stikker op, er spillet hurtigt ude. Så er der hverken himmelsk high road, stairway eller fairway til greenen.

”Lake Side” og ”Bay View”. De to sidste huller på forni er også postkorthuller. Man forstår anmelderen på Tripadvisor, der ikke kunne holde op med at tage billeder og endte med et fladt batteri efter de første ni huller. Så husk at have ekstra strømforsyning med, for det man engang kaldte et Kodak moment, er der endnu flere af på de sidste ni huller.

Tamarina kræver en mindre hær af gartnere. Man ser dem rundt om på hele banen. Nogle gange på ladet af en lille lastbil på vej hen til en ny opgave. Kreolere der i juli, om vinteren, er udstyret med hat, jakke, lange bukser, solide støvler og et smittende godt humør.

Selv om golfbilen har koldt vand på is, er det vederkvægende at møde Bryan. Han byder nemlig på en kølig drik lavet på citronjuice, citrongræs, og sukkerrørsjuice, så vidunderligt velsmagende at man bør indtage den både før, under og efter golfrunden.

Således forfrisket er golferne klar til mødet med tre velvoksne bryster, ”Trois Mamelles”. Navngivningen på femtende hul skyldes den omstændighed, at de tre tinder i det fjerne har en vis lighed med kvindebryster (af fr. mamelle).

Det er nu mere makakaberne, der stjæler billedet end de tre bryster, om end de små grå aber kun kortvarigt følger med i golfspillet.

Det eksotiske – og ikke spor erotiske – fortsætter på sekstende med ”Mamzel Zabeth”, som også går under navnet ”Den liggende Dame”. Navnet er igen møntet på et bjerg i baggrunden, denne gang uden spidse bryster.

Søger man i øvrigt flere smukke omgivelser efter golfrunden, kan man faktisk bestige den kreolske ”Mamzel Zabeth”, frøken Elizabeth, og få sine lyster styret; fra toppen har man nemlig et sublimt panoramaudsyn til såvel naturreservat som turkisblå laguner.

Attende og sidste hul, ”Monkey Gorge”, holder hvad det lover. Og mere til. I hvert fald denne dag. En flok aber skriger op, måske fordi der ikke blev råbt ”fore” efter et drive ud i buskadset i højre.

Den grønne kløft bag green lyses op af en regnbue, der har sit udspring i bjergtinderne mod øst.

Der var måske ikke guld for enden af regnbuen, men oplevelsen på Tamarina Golf var guld værd.

Tamarina – hotelbutik og badestrand

Tamarina Golf & Spa Boutique Hotel, som resortet hedder officielt, ligger i Tamarinbugten. Betegnelsen dækker både golf og hotel og spa – men der ikke nogen butik! Det er ikke noget erfarne resortrejsende forundres over, fænomenet har eksisteret i flere årtier. En hotelboutique – læg mærke til den raffinerede franske stavemåde – signalerer godt design, hot og hip livstil på et eksklusivt og intimt hotel i unikke omgivelser.

Tamarina kan sætte flueben ud for alle kravene til en hotelboutique. Man føler sig bestemt hot i solen og næsten hip, når man slapper af på drømmesengen ved poolen, der slanger sig gennem det frodige tropiske haveanlæg.

Hotelgæster på Tamarina har muligheden for at padle ned ad Tamarinfloden, der løber ud i Det indiske Ocean.

Den afslappede atmosfære forplanter sig til stranden. Her ligger den lille frokostrestaurant Laplaz – kreolsk for ”stranden” – og her ligger også enkelte turister på solvogne. De arbejder på kuløren, mens andre gæster padler ned ad Tamarinfloden, der løber ud i havet, hvor surferne i dag kigger langt efter de helt store bølger.

Kreolske fiskere lander tropefisk på stranden, da solen synker. Vi andre sætter os i baren med en Tropical Dream i glasset og British Open på fladskærmen.

Dette var femte del i serien – sjette del kan læses her. Nye læsere kan med fordel begynde forfra og læse første del først.

Tekst: Kim Boje
Fotos fra juli måned: Annemarie & Kim Boje
Fotos fra januar måned: Kim Boje

GOLF

HOTELLER OG PENSIONATER

Mulighederne er legio. Eric Maurice Fonsenius skriver i Mauritius guide: ”Der er hoteller og pensionater i alle prisklasser på Mauritius. Lige fra de vildeste luksushoteller til over 10.000 kr. pr. dag og pensionater til under 200 kr. (…) Derudover findes der henved 1.000 private udlejere, der udbyder alt lige fra hele villaer til gæstehus og værelser (s. 28).” Her et par eksempler:

VEJRET

Danske og udenlandske hjemmesider, der reklamerer for ture til Mauritius, gør desværre meget sjældent opmærksom på, at man i regntiden december-marts skal forvente meget høj luftfugtighed og regnfuldt vejr og omkring 35 grader om dagen og 25 om natten. Man kan også få enkelte solrige dage i den våde tid, og det betyder meget høj grillfaktor, så teetiden bør placeres i den årle morgenstund.

Fra april til november kan man forvente tørt, solrigt vejr og omkring 27 grader om dagen og 17 om natten. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få enkelte regnbyger i den tørre tid, men det generer sjældent golfspillerne, der kan golfe i alle juli måneds lyse timer.

Eric Maurice Fonsenius skriver om cyklonerne, at de ”opstår i den østlige del af Det indiske Ocean i månederne november til april. (…) Skulle du være så ’uheldig’ at løbe ind i en cyklon under din ferie, så vær ikke ked af det, det kan godt være en ganske positiv og spændende oplevelse (Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022, s. 23).”

PS: Dag og nat er næsten lige lange. Solens store pære tændes klokken 6 og slukkes klokken 18. Det varierer maksimalt en time i løbet af året.

VANDFLYVER OG HELICOPTER

Der er mange om buddet; fælles er, at det er en dyr fornøjelse.

KORALREVET

GUIDEBØGER OG REJSESKILDRINGER

  • Eric Maurice Fonsenius, Mauritius. Guide til øen i Det indiske Ocean, Forlaget BoD, 2022
  • Alexandre Richards, Mauritius. Rodrigues. Réunion, The Bradt Guide, 2022
  • Maurice. Rodrigues, Michelin, Le Guide Vert, 2020
Kør ud i den mauritiske virkelighed og besøg la boutik, en lille beskeden købmandsbutik, der er allestedsnærværende

TRANSPORT

Opholder man sig udelukkende på et resort vil man leve i en parallelverden, hvor man glimrende kan fordrive tiden på den hvide sandstrand eller i den turkisblå lagune. I eget køretøj, derimod, kan man let komme rundt på hele Mauritius og danne sig et indtryk af, hvordan almindelige kreoleres hverdag ser ud. Og ikke at forglemme: man vil kunne lægge en rute, der går forbi alle øens fremragende golfbaner!

NB: Kør forsigtigt i Mauritius. Landevejene er ofte bulede og hullede og altid smalle med en dyb grøft i siderne for det tilfælde, en cyklon hælder vand ud over øen. På landevejene kan man af og til møde cykler og knallerter og folk, der krydser vejbanen til fods.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Ikke godkendt – Challenge Touren flyttes fra Nyborg til Bogense

Bogense Golfklub skal være vært for den den danske Challenge Tour turnering i 2025. Det skulle ellers have været i Sct. Knuds Golfklub, men deres...

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk