”Isvand på flaske, voilà, Monsieur. Pindemadder, Monsieur?” Jo tak, som byder. ”Vil De have pudset deres solbriller, Monsieur?” Joh, de er vist blevet lidt duggede af den høje luftfugtighed, eller måske er det gusen fra lagunen…
Ønsker man yderligere forplejning, hejser man det blå flag. Det røde betyder ”Vil ikke forstyrres”. Forplejningen fejler ikke noget på Le Touessrok, det bedste hotel i Afrika, Mellemøsten og Det Indiske Ocean ifølge Daily Telegraph’s rejsemagasin Ultratravel. Serviceniveauet er i sandhed uforligneligt og indbefatter bl.a. en obligatorisk butler, der er knyttet til hver lejlighed. I nr. 245 er det Ajay fra kl. 7-16, Vishal fra 16-23. Hvordan man skal klare sig fra kl. 23-7, står hen i det uvisse…
Man kunne altså godt forfalde til at lade sig forkæle hele dagen mellem stranden og ved poolene på Le Touessrok, men Colin Montgomerie har jo sagt at golfbanen er ”a must play if you are in Mauritius.”
Le Touessrok excellerer i musikalsk underholdning, service og gastronomi, men rent faktisk er man ikke begunstiget af de allerbedste vejrforhold her på østkysten, hvor passatvinden bringer mange skysystemer ind over land især i vintermånederne fra juni til august. Hotellet kan heller ikke prale af den allerbedste strand og lagune, hvorfor en bådtaxi sejler i rutefart til øen Île aux Cerfs, der ligger 5-10 minutter væk. Her er strandene blandt de bedste på Mauritius og her finder man også Le Touessroks golfbane, Île aux Cerfs Golf, den legendariske bane Bernhard Langer formgav i 2004.
Île aux Cerfs Golf – Bernhard Langers golfbane på egen ø
Der er golfbaner og golfbaner – og så er der le Touessroks. Den er eksklusiv, anderledes, ikke som de andre – som hotellet er den helt i sin egen klasse. Banen er en golfbane med fairways og greens, men så hører lighederne med en almindelig bane også op. Le Touessrok er næsten mere en eksotisk, tropisk park med søer, vandløb og udsigt til hav, lagune, mangrove og grønne bjerge end den er en egentlig traditionel golfbane. Og så ligger den på øen Île aux Cerfs – Hjortenes Ø – hvor den optager omkring tre fjerdele af pladsen. Hjortene er for længst væk – ligesom dronten, fuglen som ikke kunne flyve, og som hollænderne udryddede i det 17. århundrede.
Der er en mangfoldighed af hasarder i spil på stort set hvert eneste hul. Her er smalle fairways med en usædvanlig rough. Her er det lange græs afløst af en så varieret tropisk fauna, at en golfspillende botaniker nok helt ville opgive at spille mere end første hul. Her er kløfter på tværs og på langs af spilleretningen, her er bunkers og wastearealer og vandløb og små søer og store søer. Tolvte hul hedder ”Cat and Mouse”, en betegnelse som udmærket kunne bruges om hele banen… Og det er ikke golferen der er katten!
Som om det ikke er udfordrende nok, har Langer af og til ladet større og mindre bunker af lava stå på særligt udfordrende steder som fx midt i fairway, gerne lige før green. For at skabe banen måtte masser af klipper og sten fjernes, og Langer har bygget golflandskabet op af ”alle klipperne” –”toutes les roches” på fransk – ”touessrok” på kreolsk.
Et af hullerne med et mindre bjerg af lava midt i fairway er fjerde, der bærer navnet ”Split Decision”, et udtryk fra boksesproget der bruges om en afgørelse, hvor dommerne ikke er enige. Og det er næppe heller alle golfere, der er enige om, at denne forhindringstype er en god idé. I hvert fald ikke hvis man én gang har prøvet at se bolden ramme lavaen og springe out of bounds i stedet for ind på greenen…
På femte tee langer en britisk firebold indirekte ud efter Langer: “Rather important to have a plenty supply of balls in the bag – for every hole, that is! Wonder if we’ll be able to play back nine.” De desillusionerede golfere lukker os herefter igennem alt imens de leder efter flere bolde i bag’en.
Greens er et kapitel for sig. Der er lange og smalle greens, og der er små, meget små greens, ofte højtliggende greens, med og uden falsk front – men fælles for dem er at de er hurtige og bulede.
Det er alt sammen meget godt, hvis man altså kan koncentrere sig om spillet, man distraheres ofte af Langers smukke skaberværk. Det første problem er imidlertid at vælge teested. Bernhard Langer tee spiller 6452 meget lange meter og banerekorden på 72 – banens par – fortæller et og andet om banens sværhedsgrad. Blå tee ville være et naturligt valg for elitespilleren, men Le Touessrok gjorde nu hurtigt livet surt for dagens makker, der spiller fra 3,2. En otter, en såkaldt snemand, på første hul – så er man ligesom i gang… Hvid tee gør dagen noget sjovere.
Hvert hul en selvstændig perle, men solen kaster skygger selv på perler, og den relativt lille ø har gjort det svært for Langer at skabe en harmonisk udfordring. Par-3 hullerne er således umanerligt korte, par-4 hullerne ligeså. Flere kræver blot to gange wedge eller ni-jern – at gå efter green med driver eller kølle er udelukket. Til gengæld er de fleste af par-5 hullerne særdeles lange – og ofte doglegs hvor man skal starte med et jern, og derefter har to slag med kølle for at komme på green!
De noget usædvanligt designede par-5 huller skyldes især at Langer har måttet tage hensyn til mange naturlige forhindringer så som sjældne, eksistenstruede træsorter, fx teak-, mahogni- og ibenholttræer.
Der er mange undskyldninger blandt spillere som har haft svært ved at komme rundt på Le Touessrok, fx skriver den erfarne golfreporter Morgan Clarke fra Your Golf Holidays – der vurderer banen til at være blandt de 10 bedste i verden – at han aldrig spiller godt på Langers bane ”as I’m too relaxed by the time I arrive,” altså fordi han forinden har ladet sig opvarte på det tilhørende hotel. Så måske bør man gå direkte på golfbanen og vente med at indlogere sig til bagefter!
Mauritius – overraskelsernes sted
Det uventede overrumpler ikke kun på golfbanen. I båden tilbage til fastlandet spiller skipper gamle hits fra Glen Miller til Elvis på det store hi-fi anlæg – og slutter af med danske Medina. ”Oh, une Danoise ! I didn’t know, Monsieur. But she’s hot. Absolument, Sir!” Skipper konverserer ubesværet på fransk-engelsk mens han med venstre fod tramper takten uden at tage højre fod fra gaspedalen.
De fleste aviser er på fransk i Mauritius. Man citerer dog sine kilder på fransk og engelsk alt efter afsenderen. Og artiklerne rummer også ofte kreolske vendinger. En lingvistisk bedrift, der præcist afspejler den virkelighed, man møder på Mauritius, hvor de lokale brillerer på alle tre sprog. Engelsk er det officielle (skriftsproget), fransk er talesproget sammen med kreolsk, og hertil kommer så det sprog, der tales i familien: fx mandarin, arabisk, hindi eller et helt fjerde sprog. Så det er altså ikke så underligt at der kan forekomme nogen sprogforvirring.
Kan man løsrive sig for hotel og golfbane, venter der flere positive overraskelser lige om hjørnet. Det offentlige transportsystem fungerer udmærket, og man kan fx tage en godt patineret rutebil af mærket Leyland ned ad kysten til Mahébourg og videre til Blue Bay, hvor stranden er god og koralrevet et af de bedste.
”D’accord, den ser ældre ud, men motoren går fint,” siger buschaufføren om sin bus og gasser op. Turen er som rutsjebanen i Tivoli, og første gang chaufføren bremser op, ryger ryggen af på en ubesat stol og lander på gulvet. Hele bussen griner højlydt. Billetkontrolløren sætter ryggen op igen. Det er næppe første gang det er sket.
I Blue Bay holder nogle ældre kreolere siesta under et kolossalt stort banyantræ med tæt løv og lianer, mens nogle unge fiskere spiller kort og andre spiser nudler. En af de unge mænd – med strikket hue, det er jo vinter – fortæller på et fransk-kreolsk, at vinteren ikke er så god til fiskeriet. ”Non, Monsieur, vandet er jo halvkoldt (24 grader, red.), så der er færre fisk på denne årstid og så blæser det generelt mere, så vi ikke kan komme ud i vores små træbåde.”
Fiskernes dagløn ligger på 300 rupees, 60 kr. Men de klarer sig, siger de. ”Der er en verden til forskel mellem vores virkelighed og den verden der findes på luksushotellerne. Det ved vi godt. Men vi er glade for turisterne. Det er dem, der holder økonomien i gang på Mauritius,” fortsætter fiskeren uden at tage øjnene væk fra kortspillet.
Der er dog også andre hotelkategorier end den femstjernede for turisten, der hellere vil bruge pengene på golfbaner end på belevne butlere og kanondygtige kokke. En overnatning på Hôtel Le Bamboo i Mahébourg vælter således ikke noget budget. Og her er der ikke nogen dresscode. Det er ikke som på Le Touessrok. Mandlige gæster kan her indtage aftensmaden på balkonen iført shorts og T-shirt!
På Le Bamboo kan man dog ikke vælge mellem otte forskellige pudetyper i sengen, som man kan på Le Touessrok, hverken en antistress pude med pinjespåner, eller en antireumatisk pude med hestehår.
Man siger at kvaliteten af appelsinjuicen til morgenmaden afslører hotellets standard. På Le Bamboo serverer man ikke appelsinjuice eller nogen anden juice. Til gengæld får man en god kop te og en glimrende grøntsagsomelet i de sympatiske hotelværters eget køkken. Ud over at drive hotel og restaurant, har værtsparret i øvrigt også et ekstra job som henholdsvis gymnasielærer og bygningskonstruktør.
Mauritius er i sandhed overraskelsernes sted.
Le Touessrok Resort: www.letouessrokresort.com
Le Tousserok – Ile aux Cerfs Golf: www.shangri-la.com/mauritius/shangrila/golf
