Paradis Golf Club
I brochurer omtales Paradisets golfbane som ”spektakulær”, en ofte brugt kliché i golfklubbernes eget pressemateriale, men her må man sige at det for en sjælden gangs skyld er et velvalgt tillægsord. Med en vis ret kan man tale om en Edens have for golfelskere. Klichéer og forslidte udtryk skal man i øvrigt passe på ikke at overdrive; ville man ellers kunne bruge mange himmelske ordspil om le Paradis, men det vil ikke ske i denne artikel…
Paradiset er mere en golfbane med hotel, end et hotel med golfbane. Strand, marina og bungalows – som resten af bade- og kurstedet i afslappet elegant stil med varme stærke farver – er mere eller mindre en integreret del af banen, og første tee er blot 20 meter fra receptionen på det femstjernede feriested!
På intet tidspunkt får man lov at glemme, at man befinder sig på en tropeø. Teesteder er kantet af bougainvillea og julestjerner, fairways af flammetræer og abetræer, og greens af jerntræer og kokospalmer – blandt meget andet.
Le Morne Brabant – forbjerget med halvøen og lagune der i dag er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og som ses fra alle huller på forni – har ikke altid været et paradis. I forrige århundrede var det snarere et sindbillede på helvedes forgård. En yderst tragisk hændelse udspandt sig i 1835, da britiske officerer ville udbrede budskabet om slaveriets ophævelse, og bortrømte slaver sprang i døden fra den 535 meter høje klippe i den tro, at det drejede sig om soldater, der jagtede de lovløse kreolere.
Glammende hunde og bøsseskud annoncerer at jagten på harer, fasaner og de importerede hjorte fra Java er gået ind på le Morne Brabant – som ud over at være et vigtigt nationalt symbol for kreolerne – er et højt rart fjeld der beskytter badegæster og golfere mod regn og østenvind. Nu gælder det så for golferne at få skudt sig ind, og betingelserne er gode på de første huller. Her er ingen egentlig rough, ingen større udfordringer ud over palmerne og de store fairwaybunkers. Flammetræernes lysende røde blomster flammer først op i sommermånederne, dvs. fra december, men man får let en naiv tro på. at man vil kunne brænde banen af, hvis bare man koncentrerer sig om spillet og ikke lade sig forblinde af solen, den tropiske vegetation eller det prægtige Morne Brabant.
Efter teeslaget på fjerde – et par-fem hul, hvor marinaen krydser fairway – fortæller GPS’en meget belejligt at der er ” 148 meters to the water” og ”184 meters to carry the water”. Også i Paradiset har den nyeste teknologi vundet indpas.
Som sagt er der ingen rough, men er man skæv fra tee er der vand- og sandhasarder, og i værste fald les banyans, de kæmpestore hurtigt voksende træer med deres gardin af lianer der når helt ned til jorden. Og er putteren ikke blevet varm i middagsheden, så sniger de djævelske treputs sig ind, så man skulle tro sig nærmere helvede end himlen. Det kunne hverken bønner eller højteknologi fra Callaway forhindre denne dag i juli.
Det er ikke let at udvælge sig et favorithul, når alle 18 kvalificerer sig til såkaldte ”signaturhuller” efter normale standarder. Men 12. tager nok prisen. Det er så smukt at man formelig hører englesang. Eller 9. Eller 13. Eller 16., hvor den helt store vandhasard – Det Indiske Ocean – bringer mindelser frem fra amerikanske afslutningshuller som fx 18. på Sawgrass.
Om vinteren, altså i juli-august, kan man udmærket spille hele dagen, mens man om sommeren gør klogest i en tidlig tee time. I november til februar når temperaturen af og til op over 30-35 grader og læg dertil høj luftfugtighed.
Husk i øvrigt at solens store pære slukker kort før klokken 18 og en time senere om sommeren. Aftenens mørke timer kan så passende bruges på de kulinariske fristelser.
Fristelser i Paradiset
Satan frister også i himmeriget, men det er ikke æblet der er det største problem. Slangen er nærmere det lukulliske udbud af femstjernede retter – ikke mindst dessertbordet, som fylder en ø i sig selv. øvrigt udmærker Mauritius sig ved ikke at have farlige dyr som giftslanger og den slags.
Efter et sådant gæstebud bør man nok tage en svingom på dansegulvet i Le Paradis Bar, hvor modne mødre har en fest med deres unge poder. Et seksmands stort og sort band excellerer i populærmusikken fra Shakira over Abba til calypsoen. Flertallet foretrækker dog at blive siddende i de dybe lænestole for at nippe til en gin and tonic. Andre nøjes med at pulse på en cubansk Cohiba og nikke med hovedet til Dancing Queen.
I paradiset gør man dog bedst i at bestille en alkoholfri mocktail som fx en Virgin Mojito, hvis man gør sig forhåbninger om at gøre det bedre næste morgen på den guddommelige golfbane. Eller man kan få et Mauritian Kiss, et sødt eksotisk kys, som meget godt opsummerer en paradisisk dag.
Alternativer til golfen
Trænger fysikken til at blive trimmet, kan man fx gå i fitnesscentret, snorkle i lagunen eller øve sig i at bestige øens tinder, bl.a. Le Morne Brabant i følgeskab af en rutineret guide (jf. www.yanature.com).
Man kan også vælge at få motion ved at svømme rundt med en større flok delfiner. Man tager blot en speedbåd nordpå forbi Crystal Rock, en lillebitte ø af forstenede koraller, tager maske og snorkel på og hopper ud i det blå – the deep blue, le grand large, som kreolerne siger på skiftevis engelsk og fransk – og ser ned i dybet, så vil nogle grålige skygger med striber af hvidt materialisere sig. Snart sejler de forbi dybt nede, snart bliver man overhalet inden om af hvidgrå hunner med mindre unger, der lystigt drejer rundt om deres mødre.
Det kan varmt anbefales at leje en bil hos de lokale udlejere, der er væsentlig billigere end de internationale bureauer. Check dog lige bilens tilstand og forsikringsbetingelserne først. Taxi for turister har statsregulerede priser der ligner det danske prisniveau. Opholder man sig udelukkende på et resort vil man leve i en parallelverden, hvor man glimrende kan fordrive tiden på den hvide sandstrand eller i den turkisblå lagune. I eget køretøj derimod kan man let komme rundt på hele Mauritius, der er mindre end Fyn, og danne sig et indtryk af, hvordan almindelige kreoleres hverdag ser ud. Og ikke at forglemme: man vil kunne lægge en rute, der går forbi alle øens otte fremragende golfbaner!
En oplagt udflugt kunne gå til den lille badeby Flic en Flac en halv times kørsel nord for Le Paradis. Her kan man bl.a. bade på den gode strand og bestille frokost i Le kiosque magique hos et par glade kreolere, som stiller et par plastikstole og et lille bord op i sandet under casuarinatræerne. Og så får man samoussas som appetizer, aspargessuppe til forret, stegte ris i kyllingesovs til hovedret og bananer flamberet i rom til dessert og betaler 450 rupees, ca. 75 kr., for herlighederne. På spørgsmålet om etymologien bag kioskens navn får man at vide at det naturligvis skyldes den omstændighed at maden er magique. Ikke helt løgn, pris og kvalitet taget i betragtning.
Med mindre man er til technofest, skal man undgå Flic en Flac den weekend om måneden, hvor diskoteket Sizzlers styrer for vildt – og for højt! Ellers kan det anbefales at overnatte på Escale Vacances og spise hos Pepe – Chez Pepe.
Man kan også køre til Cascade de Chamarel, et spektakulært vandfald på 83 meter, som ligger i Case Noyal, et bjergmassiv sydøst for Flic en Flac, hvor man dyrker kaffe og sukkerrør. Kreolere, der arbejder i sukkerrørsmarkerne, beskytter sig mod de skarpe blade og mod hvepse med lange bukser og langærmede skjorter samt gummistøvler og lange gummihandsker. Det fysisk krævende arbejde med at hugge sukkerrørene over med den store machetekniv er ikke nogen guldgrube. Månedslønnen ligger på omkring 600 rupees, ca. 1200 kroner. Det forhindrer dog ikke arbejderne i at stoppe op til en snak og smile til fotografen.
Tæt ved vandfaldet kan man stoppe op ved Les 7 terres de couleurs de Chamarel, et mindre område mellem sukkerrør, kaffe og bananpalmer, hvor forskellige metaller i den vulkanske aske har farvet den lerede jord i syv nuancer. Et særegent og usædvanligt skue, der danner klar kontrast til den dybgrønne farve på bjergskråningerne, og som lokker turister til fra hele Mauritius.
Paradisets hjemmeside: www.paradis-hotel.com
