Four Seasons Golf Club at Anahita
Snackvognen standser ved teestedet og en smuk mørk kreolsk kvinde rækker en tallerken frem med pindemadder og spørger om vi ønsker noget at drikke. Vi spiser pindene med ost, ananas og druer, men har ikke brug for drikkevarer, for der er ikke alene GPS i golfbilen, men også isskab med vand på køl.
Stedet er Anahita på Mauritius’ østkyst, hvor hotel og gastronomi er af ypperste kvalitet og hvor golfbanen er designet af Ernie Els. Anahita – living in your dream, som der står på store reklameskilte i sukkerrørsmarkerne langs vejene. Et udsagn der er tæt på sandheden.
Når man ligger på den hvide sandstrand ved lagunen, eller man snorkler rundt på koralrevet og ser på farvestrålende tropefisk, eller man tager en runde golf mellem alskens tropisk fauna med udsigt til takkede grønne bjergtinder mod vest og Det Indiske Ocean mod øst, ja, så er det lidt som om man lever i en drøm.
Ernie Els’ mesterværk
Anahita sættes op til Mauritius Golf Masters i begyndelsen af december måned, hvor især de franske spillere fra Europatouren stiller op, hvilket dog ikke afholdt belgiske Nicolas Colsaerts fra at løbe med førsteprisen i 2010.
Men denne vinterdag i juli er rough og semirough klippet helt ned, og med brede fairways har vi almindelige amatørgolfere optimale chancer for at ramme bermudagræsset på den veltrimmede fairway. Banen er 6828 meter fra den såkaldte Ernie Els tee, men der er heldigvis fire andre teesteder man kan vælge, så selv højhandicapperen kan nyde den sublime bane uden at bande alt for meget over udfordringerne.
Der er kun ganske få golfere på banen. For hinduerne er Anahita gudinde for frugtbarhed, men vintersæsonen er ikke frugtbar her i juli måned (vi er på den sydlige halvkugle, 11 timers flyvning fra Frankfurt). Anahita har plads til over 300 gæster, men den globale finanskrise har ramt Mauritius med et par års forsinkelse og der synes at være flere ansatte end turister i restauranterne, på golfbanen, i fitnesscentreret, ved tennisbanerne, omkring svømmepølene og mellem parasollerne på stranden. Skidt for mauritierne, men godt for turisterne der lukrerer på de lavere priser.
Mauritius hørte under Storbritannien indtil 1968 – engelsk er det officielle sprog, omend fransk og kreolsk oftest anvendes i talesproget – og i bedste britiske stil har hullerne hvert sit navn. Første er Tortoise Corner, andet Old Stone Aquaduct, tredje The Virgin and the Child – som må betyde at man før teeslaget bør sende en bøn til Jomfru Maria og barnet, hvilket denne golfer glemte og sendte drivet ud i sukkerrørene i højre…
Så kommer Ocean Drive, det er indlysende; man behøver ikke en gang læse Ernie Els’ kommentar i baneguiden: ”I love this tee shot. There are wonderful sweeping views of the Indian Ocean in the background…”
Mystery Pond giver også sig selv: det var i alt fald et mysterium, hvor bolden blev af. Men svaret skal nok findes i mangroven, som stikker sine lange rødder ned i lagunen højre om greenen…
Sådan fortsætter de brillante og udfordrende huller med Mango Orchard, Coconut Grove, osv., osv. Ernie Els er også kreativ til tider, ikke mindst på fjortende, hvor en lang stensætning deler fairway i to. Hullet er navngivet Scottish Taste, måske en henvisning til Hadrians Mur, den romerske skillelinje mellem England og Skotland. Her gælder det i øvrigt om at undgå venstre side i drivet, da green ligger lige højre om muren.
På de afsluttende huller er selv Ernie Els imponeret. Om 17. skriver han bl.a., at han har spillet mange smukke golfbaner, “but trust me, it’s hard to beat the views of the Bay and the Indian Ocean…”. Og om 18. deler han følgende roser ud til selv: “This is one of the best finishing holes that I’ve seen anywhere in the world”. Og når man har fået sin par efter en sandsave fra en kæmpemæssig bunker med store palmer i det hvidgullige sand, er man tilbøjelig til at give banearkitekten Els ret. Det må være et af de bedste afslutningshuller på planeten.
Uden for golfbanen
Fra 18. green kan man gå direkte over til stranden og slappe af under parasollerne, eller få massage i wellnesscentret, eller gå i fitnesscentret eller på driving rangen og få pro’en til at justere svinget eller… mulighederne er legio på Anahita.
Den fremherskende østenvind spiller en afgørende rolle for klimaet på østkysten, hvor man ud over Ernie Els’ Anahita også finder Touessrok, Bernhard Langers bane, der beslaglægger det meste af arealet på øen Île aux Cerfs. Træer og palmer hælder entydigt i øst-vestlig retning, og man har generelt lavere temperaturer og flere skyer og regnbyger end på vestkysten.
Der er séga til aftensmaden – musik og dans. Et lille orkester spiller séga, musikken som oprindeligt var de sorte slavers – en pendant til den amerikanske blues med trist lyrik. Med de senere års forbedrede levevilkår på Mauritius er der imidlertid kommet mere livsglæde ind i séga’ens rytme og tekster, som det fremgår af de smilende og dansende kreolerpiger.
Ikke kun er et paradis for velhavere
En lokal taxichauffør mener ikke Mauritius kun er et paradis for velhavende turister. ”Klimaet her er uovertruffet, meget bedre end i Sydfrankrig og Spanien. Og selv om lønningerne ikke er så høje, så er livet langt bedre, uden stress og jag som i Europa. Og folk er hjælpsomme. Så hvis man ikke kan få det til at hænge sammen, hjælper man hinanden, uanset hudfarve eller religion.”
Man behøver altså ikke booke sig ind på et femstjernet bade- og kursted for at spille golf og opleve resten af det paradisiske Mauritius. Det kan i den forbindelse varmt anbefales at leje en bil – billigst gennem de lokale udbydere – og udforske hele øen, der ikke er meget større end Lolland-Falster. Mauritius byder på otte fremragende golfbaner (ni i 2014, hvor Beachcomber åbner endnu en bane nord for Port Louis), og hvis man finder priserne på greenfee eksorbitante, kan man til gengæld glæde sig over, at det er meget nemt at finde hoteller, ferielejligheder og restauranter med et for en dansker uhørt lavt prisniveau.
I egen bil vil man også snarere komme i kontakt med den sympatiske lokalbefolkning, hvis multikulturelle rødder rækker tilbage til Indien, Madagaskar, Østafrika, Kina, Frankrig og England. Kreolerne har forstået at den eneste farbare vej i deres lille verden er fredelig sameksistens, en pointe det desværre ikke er alle i den store verden der har fattet…
Tag fx en tur op langs vestkysten. Oplev det orientalske marked i hovedstaden Port Louis, se den gule sol gå ned i Det Indiske Ocean fra stranden i Péreybère og besøg den botaniske have i Pamplemousses med baobab- og kapoktræer og åkander, der ifølge én guidebog kan bære en baby – og i følge en anden 45 kg. Store er de i alt fald på disse kanter – åkanderne, altså, og åbenbart også babyerne!
Mauritius er fuld af spændende overraskelser – et paradis, også uden for luksushotellerne!
Læs mere her: www.anahita.mu
Revideret udgave af artikel fra 2011
