Matthew Fitzpatrick vandt DP World Tour Championship Dubai, der var Europa Tourens sæsonfinale, for anden gang, mens Lee Westwood vandt Race to Dubai for tredje gang.
To danskere var med, men ingen af dem blandede sig i topstriden. Inden finalerunden var Joachim B Hansen nr. 44 i +1 og Rasmus Højgaard nr. 59 i +6. Med en eagle på sidste hul gik Joachim finalerunden i -2, hvilket gav ham en 43. plads i -1 og en 44. plads på den endelige Race to Dubai rangliste.
Rasmus Højgaard afsluttede med en runde i -4, og med en 51, plads i +2 slutter han som nr. 16 på Race to Dubai ranglisten. Han er i spil til hæderen som Årets rookie, men rookierne Collin Morikawa på 5. pladsen og Sami Välimäki på 11. pladsen slutter foran Rasmus Højgaard på Race to Dubai ranglisten.
Matthew Fitzpatrick vandt foran Lee Westwood
Inden turneringen havde Patrick Reed føringen på Race to Dubai ranglisten, og med -8 i anden runde overtog han føringen i -10 foran Matthew Fitzpatrick i -8. Feltet blev dog samlet igen, så inden finalerunden delte Patrick Reed, Laurie Canter og Matthew Fitzpatrick føringen i -11 foran Lee Westwood, Viktor Hovland, Adri Arnaus og Robert MacIntyre i -10.
Matthew Fitzpatrick gik finalerunden i -4 og vandt i -15 foran Lee Westwood i -14, mens Viktor Hovland og Patrick Reed delte 3. pladsen i -13. Sami Välimäki og Laurie Canter delte 5. pladsen i -12 foran Victor Perez på en 7. plads i -10.
Lee Westwood vandt Race to Dubai
Med sin andenplads i sæsonfinalen vandt 47-årige Lee Westwood Race to Dubai ranglisten for tredje gang i karrieren, da han også vandt i 2000 og 2009. I år var sæsonfinalen meget afgørende for Race to Dubai ranglisten
Westwood har spillet 15 tællende turneringer i år, men det er primært sejren i Abu Dhabi HSBC Championship og andenpladsen i sæsonfinalen, der giver ham sejren. Resultater der gav henholdsvis 1.165 og 1.335 point, mens hans pointmæssigt tredje bedste var en 13. plads i US Open, som gav 150 point.
Westwood vandt med 3.128 point foran Matthew Fitzpatrick med 3.110 point og Patrick Reed med 3.103 point.
38 turneringer i sæsonen
2020 sæsonen, som begyndte med tre turneringer i 2019, blev på alle måder præget af COVID-19. Der var ingen turneringer fra marts til juli, og mange turneringer heriblandt Made in Denmark blev aflyst.
Fitzpatricks sjette Europa Tour sejr
Det var 26-årige Fitzpatricks sjette sejr på Europa Touren. Hans første sejr var British Masters 2015, mens han vandt Nordea Masters 2016, DP World Tour Championship Dubai 2016 samt Omega European Masters 2017 og igen i 2018 efter omspil mod Lucas Bjerregaard.