Matt Jones vandt Emirates Australian Open, hvor en række internationale stjerner var med i feltet på The Australian Golf Club, men flere af dem missede cuttet.
Inden finalerunden førte Matt Jones, der vandt i turneringen i 2015, i -13 foran Cameron Tringale i -10, mens Louis Oosthuizen og Paul Casey delte 3. pladsen i -9 med den japanske amatør Takumi Kanaya, der er nr. 1 på amatørernes verdensrangliste.
Matt Jones afviste angreb fra Louis Oosthuizen
Matt Jones vandt i -15 foran Louis Oosthuizen i -14 efter Oosthuizen havde lagt pres på med en eagle på sidste hul. Aaron Pike og amatør Takumi Kanaya delte 3. pladsen i -9.
Paul Casey og Cameron Tringale delte 5. pladsen i -8, Marc Leishman blev nr. 10 i -7 og den forsvarende mester Abraham Ancer nr. 33 i -1.
Adam Scott, Sergio Garcia og Ernie Els missede cuttet.
De bedste kommer med i The Open
Turneringen er en del af The Open Qualifying Series, så de tre bedste, som ikke i forvejen var kvalificeret kommer med i The Open.
De tre pladser gik til Matt Jones, Aaron Pike og Takumi Kanaya, da Oosthuizen allerede er kvalificeret.
Plaget af de voldsomme bushbrande
Værtsbanen The Australian Golf Club ligger i udkanten af Sydney, som i mere end en måned har været plaget af voldsomme bushbrande.
Som man har kunnet se og læse i nyhedsmedierne, har det medført stor luftforurening i Sydney, og det var også noget spillene kunne mærke. Den giftige tætte røg lignede en grå dis over banen de første dage, mens det var bedre i weekenden, hvor det blæste op.
Som Paul Casey sagde, så kunne han mærke det i øjnene, men han følte mere med de mennesker som bor tættere på brandende, og dem der arbejder med at bekæmpe dem.