Mathias Gladbjerg vandt den traditionsrige svenske hulspilsturnering Big Green Egg Swedish Matchplay Championship. Guldmedaljen gik dog til Felix Jordansson, der blev bedste svensker.
10 danskere var med, men Mathias Gladbjerg var eneste dansker som kom længere end 2. runde. Og han vandt både 3. runde 4&3 over Gustav Adell og kvartfinalen 2&1 over Marcus Svensson inden han i semifinalen mødte Tobias Éden.
Den vandt Mathias Gladbjerg med 1 hul over Tobias Éden, mens Felix Jordansson vandt 2&1 over Frederik Gustavsson i den anden semifinale.
I finalen vandt Mathias Gladbjerg med 1 hul over Felix Jordansson. Gladbjerg fik trofæet og førstepræmien på 90.000 SEK, mens Felix Jordansson gik guldmedaljen som bedste svensker.
Det er Mathias Gladbjergs anden Nordic Golf League sejr i år, da han for en måned siden vandt Thomas Bjørn Samsø Classic by Samsø Festival på ECCO Tour.
Swedish Matchplay blev spillet første gang i 1904
Swedish Matchplay, også kaldet SM Match, er den mest traditionsrige turnering i Sverige. Den første udgave blev spillet i 1904, men dog først med en damerække i 1911. SM er en forkortelse af Svenska Mästerskabet.
Julie Tvede vandt SM Match i 2007. Mathias Gladbjerg er den fjerde danske herre som vinder, da Patrick O’Neill vandt i 2014, Mark Flindt Haastrup i 2016 og Christian Gløët i 2018.