Den anden af de to Nordea Tour Winter Series turneringer er begyndt på Lumine GC nær Barcelona.
Endnu engang har Mathias Gladbjerg fra Breinholtgård GK fået den bedste start, da han fører med to slag efter første runde. I sidste uge førte han i -7 efter første runde på Hills Course, men blev nr. 11 i turneringen.
Nu spillede Mathias Gladbjerg, der fyldte 23 år tirsdag, så Lakes Course i første runde. Her imponerede han igen, så han fører i -6 efter en runde med syv birdies og en enkelt bogey. Det er to slag bedre end svenske Richard Pettersson, der gik -4 på Hills Course.
Finske Niclas Hellberg var næstbedst på Lakes Course, og han er alene på 3. pladsen i -3.
Kasper Estrup er også i top-10
Der er to danskere i top-10 og fire danskere i top-25.
Kasper K Estrup er nr. 7 i -1, Peter Vejgaard er nr. 13 i par mens Niklas Nørgaard Møller og Mark Flindt Haastrup deler 22. pladsen i +1.
31 danskere var til start i turneringen, som spilles over tre runder, men Nicolai Kjær Kokholm trak sig undervejs.
Nordea Tour Winter Series Lumine Hills Open, leaderboard
ECCO Tour Winter Series i næste uge
De to Nordea Tour turneringer er begyndelsen på Nordic League 2016 sæsonen.
ECCO Tour tager over i næste uge med deres Winter Series, som består af to turneringer, som også tæller til Nordic League.
Først Mediter Real Estate Masters fra den 13. – 15. marts og derefter PGA Catalunya Championship fra den 18. – 20. marts. Begge turneringer spilles på PGA Catalunya Resort i Spanien.