HæderspriserMathias Gidsel er Årets Fund 2021 - Christoffer Bring var nomineret

Mathias Gidsel er Årets Fund 2021 – Christoffer Bring var nomineret

Det blev håndboldspilleren Mathias Gidsel, der af DIF, Team Danmark og Politiken fik tildelt hæderen som Årets Fund 2021. Golfspilleren Christoffer Bring var nomineret for EM-guld individuelt og EM-guld for hold.

Årets Fund er Danmarks ældste idrætspris, som blev uddelt første gang i 1929, og gennem årene har fem golfspillere fået tildelt hæderen. Senest Nicolai Højgaard i 2018 og før det Thorbjørn Olesen i 2012, den nuværende DGU direktør Morten Backhausen i 1993, Erik Groth-Andersen i 1981 og Søren Steffensen i 1972.

Læs mere i pressemeddelelsen nedenfor.

— oOo —

Håndboldkometen Mathias Gidsel er kåret til Årets Fund i dansk idræt

Den 22-årige højre back vinder foran cykelrytteren Carl-Frederik Bévort og bryderen Turpal-Ali Bisultanov.

DIF, Team Danmark og Politiken har kåret håndboldspilleren Mathias Gidsel fra GOG og det danske landshold som vinder af Årets Fund 2021. 10 talentfulde atleter var nomineret til Danmarks ældste idrætspris efter indstilling fra deres forbund.

Det er kun lidt mere end et år siden, at Mathias Gidsel fik sin debut på landsholdet, hvor han med rekordfart ikke blot er vokset til en dominerende spiller i dansk perspektiv, men også har manifesteret sig som en af verdens absolut bedste spillere på positionen som højre back.

VM-guld og OL-sølv

Mathias Gidsel var således en afgørende faktor, da Danmark i løbet af 2021 vandt VM-guld og olympisk sølv. De præstationer og resultater understreger, at den 22-årige håndboldspiller er det oplagte valg som Årets Fund i dansk idræt.

– Det er stort. Det er specielt. Jeg er ikke så vant til at vinde priser. Og så sådan en fornem pris, hvor der er mange store sportsstjerner, der har vundet tidligere. At komme i den klub, det er specielt. Det er noget, man bliver lidt stolt over, og selv om jeg ikke er så god til at sige tillykke til mig selv, så er det selvfølgelig virkelig fedt, siger Mathias Gidsel.

Han vinder kåringen foran cykelrytteren Carl-Frederik Bévort og bryderen Turpal-Ali Bisultanov. Med Danmarks ældste idrætspris følger ud over en statuette også 75.000 kroner. Der er henholdsvis 15.000 og 10.000 kr. til nr. 2 og 3 i kåringen, mens de øvrige nominerede modtager 5.000 kr.

Fokus på talenterne

– Vi er utrolig glade og stolte over at være med til at kåre Årets Fund. Det er en vigtig pris, fordi den er med til at hylde, inspirere og sætte fokus på vores talenter. Igen i år har vi haft et fantastisk stærkt felt af nominerede. Og det lover godt for de fremtidige store sportspræstationer, som kan samle og bevæge Danmark, siger DIF’s formand, Hans Natorp.

– Der skal lyde et stort tillykke og tak for indsatsen til alle de nominerede – ikke mindst til Mathias Gidsel, som har haft et forrygende år. Med sine imponerende præstationer og store betydning for håndboldherrernes VM-guld og OL-sølv var han svær at komme udenom. Mathias brænder banen af. Tillykke med titlen som Årets Fund 2021, siger Hans Natorp.

Prisen peger ud i fremtiden

– Det specielle ved Årets Fund er, at prisen peger ud i fremtiden. Den viser temperaturen på talentarbejdet i Danmark og hvisker os i øret, at vi har noget at glæde os til. I år kigger vi tilbage på et år, hvor Danmark har jublet og samlet sig over nogle helt specielle sportslige øjeblikke, og de 10 nominerede er et bevis på, at vi har mere i vente, siger Team Danmarks administrerende direktør, Peter Fabrin.

– Tillykke til alle nominerede og naturligvis særligt vinderen Mathias Gidsel for et exceptionelt sportsår og gennembrud på højeste niveau. Mathias Gidsel har ikke bare taget Danmark, men hele verden med storm, som da han til OL blev kåret til MVP (turneringens mest værdifulde spiller, red.). Det er ganske enkelt vanvittigt imponerede. Derfor er han den helt rigtige vinder af Årets Fund, tilføjer Peter Fabrin.

Fakta om kåringen

DIF, Team Danmark og Politiken har for 82. gang siden 1929 kåret vinderen af Årets Fund 2021.

1. Mathias Gidsel, håndbold, 50 point
2. Carl-Frederik Bévort, cykling, 43 point
3. Turpal-Ali Bisultanov, brydning, 41 point

De øvrige nominerede Christian Rasmussen (automobil), Christoffer Bring (golf), Mathias Madsen (judo), Frederik Rask (sejlsport), Helena Rosendahl Bach (svømning), Alberte Kjær Pedersen (triatlon) og Clara Windeleff/Sofia Bisgaard (volleyball) deler 4. pladsen med mellem 36 og 8 point.

Pointene gives af DIF og Team Danmark samt Politiken chefredaktion, sportsredaktør og sportsredaktion.

Tidligere har fx Caroline Wozniacki, Viktor Axelsen og Daniel Agger vundet talentprisen. I 2020 vant tennisspilleren Holger Rune Årets Fund.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Ikke godkendt – Challenge Touren flyttes fra Nyborg til Bogense

Bogense Golfklub skal være vært for den den danske Challenge Tour turnering i 2025. Det skulle ellers have været i Sct. Knuds Golfklub, men deres...

Èt slags straf for langsomt spil i sin DP World Tour debut

Jacob Skov Olesen fik ikke ligefrem en drømmedebut på DP World Tour, da han fik ét slags straf for langsomt spil. Turneringen er afkortet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk