Martin Eriksson vandt SM Match presented by Greatdays på den svenske MoreGolf Mastercard Tour.
Tirsdagens finalen i hulspilsturneringen var et tæt opgør mellem Martin Eriksson og Oscar Lengden, som var lige efter 17. hul og Martin Eriksson vandt 1 op med en birdie på 18. hul.
Seks matcher på tre dage vandt Martin Eriksson inden han kunne løfte trofæet heriblandt en 7&5 sejr over Pontus Widegren i semifinalen tirsdag formiddag. I den anden semifinale vandt Oscar Lengden på 21. hul over Hannes Rönnesblad.
14 danskere var med på Henrik Stensons bane
Der var 14 danskere blandt de 64 deltagere. John Axelsen, Morten Toft Hansen og Oliver Wendt vandt deres første to matcher, men tabte alle i tredje runde, så der var ingen danskere i kvartfinalerne.
Der blev spillet på den Henrik Stenson designede Öster by Stenson, der er en del af på Österåkers Golfklubb. En bane der åbnede i august 2019, så det er en meget ny bane, og den første som Henrik Stenson har været med til at designe.
SM Match blev spillet første gang i 1904 – tre danske vindere
SM Match er den mest traditionsrige turnering i Sverige, og den første udgave blev spillet i 1904. SM er en forkortelse af Svenska Mästerskabet, og siden 2012 har det været en hulspilsturnering.
Patrick O’Neill vandt turneringen i 2014, mens Mark Flindt Haastrup vandt i 2016 og Christian Gløët i 2018. Islandske Axel Boasson vandt herrernes turnering i 2017 efter en finalesejr over Daniel Løkke. I 2019 blev turneringen vundet af Oliver Gillberg.
Næste turnering begynder på torsdag
Turneringerne på MoreGolf Mastercard Tour ligger tæt i disse dage, og allerede på torsdag begynder PGA Championship Bråviken Open i Bråvikens Golfklubb.