Mariajo Uribe vandt den europæiske kvalifikation til US Women’s Open Presented by Ally, som blev spillet i Tyskland på samme bane som Amundi German Masters, der blev vundet af Alexandra Försterling.
Der var ingen danskere i kvalifikationen, hvor der blev spillet om tre pladser i US Women’s Open, som spilles på Lancaster Country Club i Pennsylvania fra den 30. maj til 2. juni. Præmiesummen på 12 mio. $ er den største i kvindegolf. Emily K Pedersen og Nanna Koerstz Madsen har kvalificeret sig til US Women’s Open via kvalifikationsturneringer i USA.
Mariajo Uribe fra Colombia vandt kvalifikationen over 36 huller i -10 efter par i første runde og en 62’er (-10) i anden runde, hvilket er ny banerekord! Sydafrikanske Casandra Alexander blev nr. 2 i -8, mens slovenske Pia Babnik og Nicole Garcia fra Sydafrika delte 3. pladsen i -7. Efter omspil tog Pia Babnik den sidste plads.
Af de tre der kvalificerede sig til US Women’s Open var Pia Babnik den eneste, der klarede cuttet i Amundi German Masters, hvor hun blev nr. 24. Emma Spitz, der tabte omspil, blev nr. 7 i -5 i kvalifikationen.
Mariajo Uribe indstiller karrieren
34-årige Mariajo Uribe har spillet 14 sæsoner på LPGA, og planlægger at indstille karrieren i år.
Hun spillede NSW Women’s Open på Ladies European Tour med en ambition om at sikre sig en plads ved sommeren OL i Paris, og det sikrede hun sig med en sejr. Nu har hun også kvalificeret sig til US Women’s Open, som hun siger bliver hendes sidste turnering i USA. Hun blev nr. 19 ved OL 2016 i Rio og nr. 50 ved OL 2020 i Tokyo.
Mariajo Uribe har spillet 48 LPGA majors i karrieren. Som amatør blev hun nr. 10 i US Women’s Open 2008, hvilket sammen med en 10. plads i Evian Championship 2014 er hendes hidtil bedste major resultat.