Marcus Helligkilde vandt sin første professionelle sejr i Ekerum Öland Masters, som var tællende til både den svenske Swedish Golf Tour og ECCO Tour.
Inden finalerunden i svenske Ekerum Golfklubb på Öland førte Marcus Helligkilde i -7 foran Oscar Florén i -5. Marcus Helligkilde gik -9 i første runde, men +2 på en blæsende onsdag, inden han sluttede af med en runde i -2 efter birdie på 16. hul, bogey på 17. og en vindende birdie på 18. hul.
Marcus Helligkilde vandt således i -9 foran Jesper Billing i -8 og Oscar Florén i -7, mens Jesper Gunder Larsen blev nr. 4 i -6.
Nicolai Buchwardt Kristensen blev nr. 5 i -5, Frederik Dreier nr. 9 i -4, Christian Gløët og Mikkel Hjorth delte 11. pladsen i -3, Benjamin Henry Poke blev nr. 15 i -2, Daniel Løkke og Peter Launer Bæk delte 17. pladsen i -1, Søren Schulze Pettersson blev nr. 19 i par, Martin Leth Simonsen nr. 26 i +2, Mads Vibe-Hastrup nr. 38 i +4, Niklas Nørgaard Møller nr. 40 i +5 og Nicolai Tinning nr. 46 i +9. De øvrige danskere missede cuttet.
Sjette danske sejr på Swedish Golf Tour i år
Danskerne har for alvor præget Swedish Golf Tour i år, hvor der nu har været seks danske sejre og mindst én om måneden siden maj måned.
Mathias Gladbjerg vandt Stora Hotellet Bryggan Fjällbacka Open i maj inden der var to danske sejre i juni, hvor amatøren Morten Toft Hansen vandt PGA Championship hosted by Ingelsta Kalkon og Christian Gløët vandt SM Match. Søren Schulze Pettersson vandt Camfil Nordic Championship i juli og Benjamin Henry Poke vandt Åhus KGK ProAm i august og nu Marcus Helligkilde i september.
To Nordic League turneringer tilbage i sæsonen
Der er nu blot to turneringer tilbage i Nordic League sæsonen, hvorefter top-5 på ranglisten kvalificerer sig til Challenge Touren næste år.
I næste uge fra den 5. – 7. oktober spilles Race to Himmerland på Himmerland Golf & Spa Resort inden Tourfinalen hosted by Barsebäck Resort spilles på Barsebäck i Sverige fra den 11. – 13. oktober