Marcus Helligkilde gav sig selv den bedst-tænkelige 22-års fødselsdagsgave ved Race to Himmerland. Det danske stortalent brugte kun 67 slag (-6), og dermed fører han Race to Himmerland efter førstedagen.
Føringen deler han med Martin Leth Simonsen, Gustaf Kocken, Aksel Kristoffer Olsen og Elias Bertheussen, der også besejrede Backtee Course med runder i 67 slag, seks under par.
Brandvarm Helligkilde fortsætter optur
Europatourbanen, Backtee Course, var fredag ingen sag for danske Marcus Helligkilde. Syv birdies og blot en enkelt bogey blev det til, og dermed kan Helligkilde nu jagte en ny sejr på Nordic Golf League og sin første på ECCO Touren.
I sidste uge vandt Helligkilde sin første sejr på Nordic Golf League ved Ekerum Masters i Sverige, og han har taget den gode form med til Himmerland.
– Det var en meget rolig dag faktisk. Jeg gjorde egentlig ikke noget ekstraordinært, men jeg var god til at holde bolden i spil, og jeg ramte mange greens, fortalte fødselsdagsbarnet efter runden.
Kan blive en magisk uge for Helligkilde
Og denne uge kan blive en helt særlig uge for Helligkilde. En sejr vil sikre ham oprykning til Challenge Touren fra næste sæson, og mon ikke en andenplads vil gøre det samme. Smørum-spilleren er inden denne uge nummer 5 på GolfBox Nordic Golf League Ranking, hvorfra de fem bedste om blot halvanden uge har sikret sig oprykning til Challenge Touren.
Dertil kommer FREJA Final Series (udgøres af sæsonens sidste fire turneringer), hvor Helligkilde allerede inden denne uge ligger nummer to. Vinderen af FREJA Final Series kan iføre sig et eksklusivt ur til en værdi af 75.000 kroner sponsoreret af FREJA.
Martin Leth Simonsen følger trop
Helligkildes nærmeste konkurrent på GolfBox Nordic Golf League Ranking er Martin Leth Simonsen, og også han fik en forrygende start på Race to Himmerland. Leth gik ligesom Helligkilde de første 18 huller i seks under par, hvilket betyder en delt føring.
Leth Simonsen kan blive far når som helst i denne uge, og der holdes således et vågent øje med telefonen. Dagens superstart vil dog unægteligt gøre det ekstra ærgerligt for nordjyden at trække sig, såfremt telefonen pludselig ringer.
Gløët og Benjamin Poke under pres
Hvis både Marcus Helligkilde og Martin Leth Simonsen leverer topresultater i denne uge, så er Christian Gløët på fjerdepladsen og Benjamin Poke på tredjepladsen nødt til at steppe up, for at holde deres danske kolleger bag sig. Poke ligger nummer syv i fire under par , mens Gløët er langt tilbage som nummer 56 i tre over par.
Det tegner til en historisk spændende ECCO Tour afslutning.
Pro-Am turneringen
I den sideløbende Bestball Pro-Am turnering, deler Tandsmedene 1 (Martin Leth Simonsen) og GES Holding 1 (Victor Flatau) føringen efter førstedagen. Begge hold er 11 under par.
Se stillingen ved Race to Himmerland her.
Se stillingen i PRO-AM / Bestball konkurrencen her.