Marc Leishman vandt BMW Championship med hele fem slag foran Justin Rose, men der var mere spænding end resultat umiddelbart antyder.
Inden finalerunden førte Marc Leishman med fem slag, men to gange på bag-ni var føringen kun på to slag til Justin Rose.
Med tre birdies på de sidste 4 huller gik Leishman finalerunden i -4, hvilket gav ham sejren i -23 foran Justin Rose og Rickie Fowler i -18. Jason Day blev nr. 4 i -16, mens Matt Kuchar og Jon Rahm delte 5. pladsen i -15.
For to uger siden førte Leishman med to slag inden de sidste 9 huller af Dell Technologies Championship, men efter fem bogeys på bag-ni blev han nr. 3, da Justin Thomas vandt.
Jordan Spieth blev nr. 7 i -13, Sergio Garcia nr. 12 i -11, Phil Mickelson nr. 20 i -10, Dustin Johnson nr. 33 i -8, Hideki Matsuyama nr. 47 i -5, Henrik Stenson nr. 51 i -4 og Rory McIlroy nr. 58 i -2.
Top-30 er med i Tour Championship
Mens top-70 på FedExCup ranglisten var med i BMW Championship, så er det kun top-30 som er kvalificeret til denne uges Tour Championship, som er sæsonfinalen på PGA Tour.
Jordan Spieth fører ranglisten foran Justin Thomas, Dustin Johnson, Marc Leishman og Jon Rahm på 5. pladsen. De fem kan vinde FedExCup’en og bonussen på 10 mio. $ med en sejr i Tour Championship, mens de øvrige er afhængige af andres resultater.
Sæsonfinale uden Stenson, Mickelson og McIlroy
Med ugens resultater spillede Tony Finau, Sergio Garcia, Xander Schauffele og Patrick Cantley sig i top-30 på FedExCup ranglisten.
Det på bekostning af Louis Oosthuizen, Henrik Stenson, Brendan Steele og Bill Haas, som således ikke kommer med i Tour Championship.
Som henholdsvis nr. 34 og 58 på FedExCup ranglisten kommer Phil Mickelson og Rory McIlroy heller ikke med i sæsonfinalen.
Leishmans tredje PGA Tour sejr
Det var 33-årige Marc Leishmans tredje PGA Tour sejr, da han tidligere har vundet Travelers Championship 2012 og Arnold Palmer Invitational 2017.
På Europa Touren vandt han Nedbank Golf Challenge 2015, hvor den var tællende til 2016 sæsonen.