PGA Tour turneringen Mayakoba Golf Classic blev forsinket af kraftig regn i torsdags, så turneringen begyndte først fredag, og vinderen kåres mandag. Vaughn Taylor og Brendon Todd deler føringen inden de sidste 4 huller. I videoen ovenfor ses højdepunkter fra søndagens spil.
Sebastian Cappelen klarede lige akkurat cuttet i -1, og er nr. 75 i +1 efter 15 huller af finalerunden, som han har spillet i +2 .
Når spillet genoptages mandag fører Vaughn Taylor og Brendon Rodd, der vandt Bermuda Championship for to uger siden, i -20 efter 14 huller. Carlos Ortiz eter 17 huller og Harris English efter 14 huller deler 3. pladsen i -19.
Der er blot 12 spillere, som ikke er færdige med finalerunden og heriblandt altså Sebastian Cappelen, som begyndte på 10. hul. GOLFTV sender afslutningen mandag fra kl. 13:30 dansk tid.
Den forsvarende mester Matt Kuchar gik finalerunden i -9 efter en hole-in-one og syv birdies, så han er rykket frem til en 14. plads i -12.
PGA Tour har afskaffet cut efter tredje runde
Hele 82 spillere klarede cuttet, men modsat tidligere har man ikke længere et cut efter tredje runde, hvis flere end 78 klarer cuttet i en PGA Tour turnering.
Reglen om cut efter tredje runde har man haft siden 2008, men det er afskaffet fra denne 2019-20 sæson, hvor det så kun er top-65 og lige der klarer cuttet, som vi beskrev det i denne artikel på 19hul.dk i september, mod tidligere top-70 og lige.
Alle i top-65 og lige er så til gengæld sikre på at skulle spille alle fire runder, hvilket noget usædvanligt endte på hele 82 spillere i denne uge. Ret overraskende var spillere som Viktor Hovland, Tony Finau og Jason Day blandt dem der missede cuttet i det ellers lidt svage felt.