Regn, regn og atter regn har forsinket Zurich Classic of New Orleans, der er afkortet til 54 huller, så man forhåbentligt kan finde en vinder mandag. Om muligt genoptages spillet kl. 14 dansk tid.
De førende nåede kun at spille 5 huller af tredje runde søndag inden det igen begyndte at regne kraftigt.
Brian Stuard og Jhonattan Vegas deler føringen i -13 foran Bobby Wyatt i -12 og Jamie Lovemark i -11. Wyatt er -6 efter 9 huller, mens de øvrige i førerbolden har spillet 5 huller.
Jason Day har spillet 8 huller i -3, og er blandt fem spillere på en delt 5. plads i -10. Rickie Fowler er i par efter 10 huller og på en 57. plads i -3.
Lang forsinkelse sidste år
Sidste år blev man forsinket i 9½ time de første dage. Man indhentede dog det tabte, og Justin Rose vandt efter at have spillet 30 huller om søndagen.
I nyere tid er det tredje gang, at Zurich Classic afkortes til 54 huller. I 1985 vandt Seve Ballesteros over tre runder, mens Scott Hoch vandt i 1982.
C More Golf sender afslutningen direkte mandag fra kl. 14, hvis det altså er muligt at genoptage spillet som planlagt.