For første gang i en Europa Tour turnering er det tilladt at spille i shorts under denne uges Alfred Dunhill Championship der er den første turnering i Europa Tourens 2020 sæson.
Det er meget varmt i Sydafrika i denne uge, hvor man forventer op mod 40° varme på Leopard Creek. Det har fået Europa Touren, Sunshine Tour og turneringsværten Johann Rupert til at tillade brugen af shorts under selve turneringen.
Siden 2016 har det været tilladt for Europa Tour spillerne at bruge shorts under træningsrunder og Pro-Am turneringen, men ikke under selve turneringen. En lignende regel blev indført på PGA Tour i februar 2019.
Thomas Bjørn: – Vi skal følge med tiden
Reglen gælder kun for denne ene turnering, men måske er det tid for en ændring, så der altid må spilles i shorts, hvis altså vejret tillader det. Spillere som Ernie Els og Thomas Bjørn lyder til at være tilhængere af det:
– Det er dejligt, når fornuften sejrer. Det bliver op til 40°, så det er det rigtige at gøre. Det er noget man har talt om i lang tid på tours rundt om i verden. Mr. Rupert er altid en mand der tænker fremad, og jeg tror det kan være en ændring i golf, som kan løfte hele produktet, sagde Ernie Els til Europa Tourens hjemmeside.
Thomas Bjørn mener der er traditioner som skal fastholdes, men man skal også følge med tiden:
– Golf har bevæget sig i denne retning, og i den ekstreme varme skal vi gøre det så komfortabelt som muligt for spillerne, siger Thomas Bjørn og fortsætter:
– Der er traditioner i golf, som skal fastholdes, men vi skal også gøre det lettere for børn at blive involveret i golf, og vi skal følge med tiden.
Viasat Golf og Viaplay.dk sender direkte. Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.