Tamarina – golfbutik og golfbane (1-9)
Hvad er en god start på en dag? Tja, for eksempel en skål yoghurt naturel tilsat müesli og tropefrugter, pandekager med kreolsk marmelade på kærligheds- og passionsfrugt, en lille croissant, et glas friskpresset grapefrugt og to kopper sort kaffe – samt udsigt til Det Indiske Ocean og til en dag i Tamarina Golf Club.
Og når man så senere på formiddagen ser ned ad en lysegrøn bred fairway, der går over i mørkegrønne træer og grønklædte takkede bjergtinder, lægger bolden på teen, slår et godt drive og følger op med hvad skotterne kalder a very good bad one, fx et syvjern man topper, og som ruller op til en tap-in for birdie – ja, så er dagen begyndt ret godt!
Tamarina følger den gode gamle britiske tradition med at navngive de enkelte huller. Efter ”Mamet” følger ”Clarence”, hvor min medspiller synger ”fairway to heaven” på en melodi fra Led Zeppelin.
Den himmelske stairway, undskyld fairway, spiller direkte mod bjerget Rempart, hvis kantede tinde var på frimærke i 50’erne sammen med en ung Dronning Elizabeth II, som ingen hidtil har besteget. Tinden! Ikke Elizabeth. Undskyld.
Navnet på det tredje hul, ”Sugar Field”, glemmer man ikke, når man behændigt har undgået vandløbet, der krydser fairway to gange og så ender med at slå over green og ind i de nedklippede sukkerrør; en rough hvor vi fandt fire bolde på fem minutter, men desværre ikke vores egen…
Flere postkorthuller følger. Femte er ingen undtagelse. Et fremragende hul med delt fairway, der kræver et valg. Min syngende medspiller har skiftet melodi; det handler nu om Loch Lomond og om at tage “the high road” eller “the low road”: lander man i midten af fairway på skråningen hvor brune lavaklipper stikker op, er spillet hurtigt ude. Så er der hverken himmelsk high road, stairway eller fairway til greenen.
”Those who miss the green will find trouble, trouble and more trouble”, står der i baneguiden ud for sjette, “River Crossing”, et velvoksent par-3, hvor der er 162 meter fra grøn tee, 167 fra rød, 175 fra hvid, 182 fra blå og 189 fra sort – så vælg tee fra starten med omhu.
To makakaber kommer ud fra buskadset i højre side og overværer et sjældent godt 6-jern fra hvid flyve bolden hen over alle forhindringer – Rempartfloden og dybe bunkers – og op på green, fem meter fra flaget. Så følger et tre-putt på den lynhurtige green, og de grå aber græmmes og forsvinder igen.
Syvende, ”Le Rempart”. Betegnelsen er indlysende, eftersom både flod og bjerg af samme navn er dominerende markører: floden flyder langs fairway, og bjerget er pejlemærke bag green. Banearkitekt Rodney Wright er en scenemester, der udnytter de dramatiske elementer optimalt.
Hullet spiller direkte ind i den fremherskende østenvind, og efter en tur i greenside bunker kommer der en bogey på kortet. Er man – som denne turist – ikke opmærksom på at sandet i bunkers er så tætpakket at det nærmest er som at slå fra et leje af dansk hårdt stampet muldjord, ja, så flyver bolden nemt langt hen over green. Så hverken Mount eller River Rempart blev tæmmet ved denne lejlighed.
”Lake Side” og ”Bay View”. De to sidste huller på forni er også postkorthuller. Man forstår anmelderen på Tripadvisor, der ikke kunne holde op med at tage billeder og endte med et fladt batteri efter de første ni huller. Så husk at have ekstra strømforsyning med, for det man engang kaldte et Kodak moment, er der endnu flere af på de sidste ni huller.
Det venlige og imødekommende personale i den velassorterede golfbutik finder en teetid til i morgen formiddag med afgang fra 10. tee. Nu skal eftermiddagen tilbringes i hotelboutiquen og på badestranden, inden lyset slukkes kvarter i seks når solen går ned.
Tamarina – hotelbutik og badestrand
Tamarina Golf & Spa Boutique Hotel hedder resortet officielt. Resortet ligger i Tamarinbugten, og der er golf og hotel og spa – men ikke nogen butik! Det er ikke noget erfarne resortrejsende forundres over, fænomenet har eksisteret i flere årtier, fortæller man i receptionen. En hotelboutique – læg mærke til den raffinerede franske stavemåde – signalerer godt design, hot og hip livstil på et eksklusivt og intimt hotel i unikke omgivelser.
Tamarina kan sætte flueben ud for alle kravene til en hotelboutique. Man føler sig bestemt hot i solen og næsten hip, når man slapper af på drømmesengen ved poolen, der slanger sig gennem det frodige tropiske haveanlæg.
Den afslappede atmosfære forplanter sig til stranden. Her ligger den lille frokostrestaurant Laplaz – kreolsk for ”stranden” – og her ligger også enkelte turister på solvogne. De arbejder på kuløren, mens andre gæster padler ned ad Tamarinfloden, der løber ud i havet, hvor surferne i dag kigger langt efter de helt store bølger.
Kreolske fiskere lander tropefisk på stranden da solen synker. Vi andre sætter os i baren med en Tropical Dream i glasset og British Open på fladskærmen.
Monsieur Santoo – legemliggørelsen af den kompetente overtjener der går rundt mellem gæsterne med diskret charme og humoristisk sans – fortæller om aftenens menu:
”Prøv guldmakrellen. Den er så frisk at den formelig springer ind i Deres mund. Ligesom saltimbocca!”
Mens flyvefisken sejler ind i vores gab, underholder en kreolsk guitarist med et gudsbenådet talent. Han akkompagneres af dumpe brag fra surfet når bølgerne brækker i brændingen.
Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie & Kim Boje.
Tamarina Golf & Spa Boutique Hotel, Mauritius, www.tamarina.mu
