Et heftigt uvejr over Skjoldenæsholm Golf Center betød torsdag, at spillet blev afblæst allerede kl. 16.30. Turneringen er efterfølgende blevet reduceret til 36 huller.
Spillet fortsætter fredag morgen kl. 08.00, hvor den sidste halvdel af feltet skal færdiggøre sin anden og altså sidste runde af Made in Denmark Qualifier by Egekilde.
Spillet var afbrudt af flere omgange fredag, og flere spillere nåede blot at spille et enkelt hul på dagens runde. Da fredag eftermiddag igen byder på ustadigt vejr og risiko for heftige byger med torden, blev turneringen reduceret til 36 huller.
Ærgerlig turneringsleder forklarer
– Det ærgrer mig helt vildt, og det er en rigtig ærgerlig beslutning at skulle tage, forklarer Tournament Director, Flemming Astrup, men understreger, at alternativerne desværre var dårligere.
– Vi har været rundt på banen nu. Alle bunkers er skyllet væk og kræver reparation, og der står vand på mange fairways på så store arealer, at det er umuligt at spille mere i aften. Efter en samtale med greenkeeperne er vi blevet enige om at starte spillet fredag morgen kl. 08.00, hvor de kan garantere, at have banen klar igen. De har en lang nat og morgen foran sig, og de skal have stor tak, fortæller Flemming Astrup.
– Vi har behov for fem timers golf fredag til at færdigspille anden runde, og derefter måske fem og en halv times effektiv spilletid mere til finalerunden, hvis vi havde kørt en gunstart. Men med en vejrudsigt, som igen lover regn, samt et tidsprogram som ikke tillader nogen afbrydelser, så turde vi ikke tage chancen, forklarer Flemming Astrup og fortsætter.
– Det er en ærgerlig beslutning, men jeg vil hellere tage den i dag end i morgen middag, hvor mange spillere måske har taget en ekstra overnatning for at finde ud af, at de har misset cuttet og ikke skal spille mere. Ja, eller klaret cuttet men stadig ikke skal spille mere. Dertil kommer de mange frivillige som skal stå standby en fredag aften. Det kan vi ikke være bekendt, når udsigterne er, som de er, understreger Flemming Astrup.
Svensk føring og danskere på lur
Svenske Åke Nilsson fører Made in Denmark Qualifier i otte under par. Nilsson er færdig med sin anden runde, og han kan altså ikke ændre på sin score. Nu er spørgsmålet så, om nogen formår at indhente og overhale Nilsson.
Blandt de spillere, som kæmper for sejren eller for at snuppe en plads ved Made in Denmark er bl.a. Jacob Pingel Lauridsen, Simon Gundorph, Mads Vibe-Hastrup, Philip Ulveman Juel-Berg, Peter Launer Bæk og Victor Østerby.
Du kan se stillingen ved Made in Denmark Qualifier by Egekilde her.