Nu kan du godt sætte kryds i kalenderen! I 2021 afvikles en af Danmarks største sportsbegivenheder, golfturneringen Made in Denmark Presented by FREJA fra 27. – 30. maj i HimmerLand. Turneringen fastholder sin 3 millioner euro store præmiesum, og det glæder de ansvarlige, at der nu kan arbejdes målrettet mod en ny golffest i HimmerLand.
– Jeg er rigtig glad for, at vi har dato og rammer på plads for næste års Made in Denmark by FREJA. Med en dato i slutningen af maj, håber vi naturligvis på noget godt vejr, så vi igen kan skabe en fælles folkefest i HimmerLand til glæde for både tilskuere, sponsorer og spillere, fortæller Flemming Astrup.
– Der har været stor opbakning fra vores sponsorer, og faktisk har alle meldt sig klar igen i 2021 efter den ufrivillige pause i år. Det betyder, at vi allerede nu kan arbejde på at gøre det helt fantastisk næste år, forklarer Astrup.
Made in Denmark presented by FREJA kører i 2021 videre med uforandret styrke. Præmiesummen vil fortsat lyde på 3 millioner euro, så turneringen forbliver – foruden Rolex Series, WGC og Majors – én af de største på Europa Tourens kalender.
Billetsalget til Made in Denmark by FREJA 2021 vil først starte til november. Vil du holde dig ajour, kan du tilmelde dig Made in Denmarks nyhedsbrev på www.madeindenmarkgolf.dk.
Tilskuerrekorden dateres tilbage til 2015, hvor knap 90.000 tilskuere besøgte turneringen over de fem dage.
Made in Denmark har med undtagelse af i år været afviklet årligt siden 2014. Nedenfor kan du se de forskellige vindere.
- 2014 Marc Warren
- 2015 David Horsey
- 2016 Thomas Pieters
- 2017 Julian Suri
- 2018 Matt Wallace
- 2019 Bernd Wiesberger
- 2020 Aflyst