Made in Denmark presented by FREJA 2020 skal spilles på Himmerland Golf & Spa Resort, der således for sjette gang ud af syv bliver vært for den danske Europa Tour turnering. Som i 2019 bliver det ugen efter US PGA Championship.
Datoen ligger også fast, og det bliver fra den 21. – 24. maj 2020. Torsdag den 21. er det Kristi Himmelfartsdag, så arrangørerne håber naturligvis, at mange vil tage en feriedag om fredagen og være til Made in Denmark presented by FREJA alle fire turneringsdage.
– Himmerland Golf & Spa Resort er Made in Denmarks hjemmebane, og jeg er glad for at vi endnu engang skal spille her. Vi har udviklet turneringen, banen og oplevelsen for publikum hvert eneste år, og det har vi mulighed for takket været et fantastisk samarbejde med Himmerland Golf & Spa Resort, siger Flemming Astrup.
Tid og sted blev offentliggjort på et pressemøde søndag, hvor borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, også var synligt glad for, at turneringen endnu engang skal spilles i Himmerland. Hos Himmerland Golf & Spa Resort er man også glade for samarbejdet med Fonden Made in Denmark, der er den formelle arrangør:
– Vi er naturligvis glade for, at vi igen skal byde Europas bedste golfspillere velkommen her i Himmerland Golf & Spa Resort. Made in Denmark Presented by FREJA er blevet en del af Himmerland Golf & Spa Resorts DNA, og vi er stolte over, at vise Danmarks bedste golfresort frem til hele verden igen i 2020, siger direktør i Himmerland Golf & Spa Resort Mark Bering i en pressemeddelelse.
Ugen efter US PGA Championship
I 2020 kommer Made in Denmark igen til at være ugen efter US PGA Championship, der er årets anden major. US PGA Championship 2020 spilles på TPC Harding Park i San Francisco fra den 14. – 17. maj.
Top-100 på verdensranglisten bliver inviteret til US PGA Championship, og hvor mange af dem der så rejser til Himmerland for at spille ugen efter er naturligvis uvist. I år var der 12 US PGA Championship spillere i feltet, hvilket må siges at være ganske fint.
Værtsbaner for 2021 – 2023 er endnu ikke fastlagt
I 2018 forlængede man aftalen med Europa Touren, så Made in Denmark som minimum spilles frem til år 2023 med en præmiesum på 3 mio. €.
Der går flere rygter om hvor Made in Denmark presented by FREJA skal spilles i 2021, men det er endnu ikke besluttet. Det kan således blive i Himmerland alle årene. Det kan dog også være, at turneringen flyttes rundt i landet, hvilket dog udover en villig værtsbane også vil kræve økonomisk støtte fra Kommune og Region.
Det ligger heller ikke fast, at Made in Denmark presented by FREJA 2021 skal spilles i maj, men som udgangspunkt har en turnering fortrinsret til samme termin / dato det følgende år. Og vejret kan også være godt i maj, selvom det har været bidende koldt i år.