Fra den 18. maj må der igen spilles golf i Irland, men det gælder kun for dem, der bor indenfor 5 kilometer fra deres hjemmeklub. Og kun hvis man er under 70 år, da alle over 70 skal holde sig hjemme, hvilket der kan læses mere om nederst i denne artikel.
På de britiske øer er det meste af samfundet fortsat lukket ned som følge af COVID-19 og herunder også golfbanerne. Man holder sig i videst muligt omfang hjemme, hvilket også er myndighedernes anbefaling.
Man må kun køre 5 km væk fra sit hjem
I Irland har premierministeren Leo Varadkar fremlagt en plan for genåbningen, og her åbnes op for golfbanerne i fase 1 den 18. maj.
Reglerne for unødige “rejser” begrænser muligheden for at spille golf. Frem til den 5. maj måtte man kun “rejse” 2 km fra sit hjem, hvilket nu er øget til 5 km, og gælder frem til den 8. juni.
Når golfklubberne åbner den 18. maj, kan man således kun spille, hvis man bor indenfor 5 km. fra sin hjemmeklub. Fra den 8. juni må man rejse op til 20 km fra sit hjem, og først fra den 20. juli må man køre mere end 20 km. fra sit hjem.
Fra den 18. maj kan man spille i tre-bolde med 14 minutter mellem hver starttid, men kun private runder i sin hjemmeklub. Unge under 18 år skal spille med en voksen. I fase 2 fra den 8. juni kan der afvikles klubturneringer.
Fire-bolde og greenfee gæster fra den 29 juni
Først i fase 3 fra den 29. juni åbnes op for fire-bolde, og fra den dato må man også tage mod greenfeegæster. Unge under 18 år må spille alene eller sammen, og skal ikke nødvendigvis være i selskab med en voksen.
Fra den 29. juni må golfklubbens restaurant formentlig også åbnes op, men dog indenfor en række restriktioner.
Må først køre mere end 20 km. fra den 20 juli
I fase 4 fra den 20. juli må man rejse mere end 20 km. fra sit hjem. Ikke kun i forhold til golf, men i forhold til alle former for rejser.
Fase 5 indledes den 10. august og her håber man at større forsamlinger som f.eks. bryllupper kan afholdes, dog stadig med begrænsninger.
Alle over 70 år skal blive hjemme – hele tiden
I Irland har man bl.a. opfordret alle over 70 år og dem med dårligt helbred til at blive hjemme. Hele tiden, og uden fysisk kontakt til andre.
Er man rask og frisk, men over 70 år, bør man således overhovedet ikke tage i butikker, men få dagligvarer leveret af f.eks. købmanden, familie eller venner og helt uden kontakt til andre. Dog har man kunnet gå en lille tur uden for sit hjem, hvis man hele tiden har holdt afstand på 2 meter til andre mennesker.
Det betyder så også, at personer over 70 år endnu ikke kan spille golf når banerne genåbnes. Det er endnu uklart, hvornår personer over 70 år igen kan spille golf i Irland, men det vil formentlig tidligst være fra fase 3 den 29. juni eller fase 4 fra den 20. juli.