Romain Langasque kommer ikke til start i DP World Tour Championship Dubai, da myndighederne ikke vil lade ham deltage i Europa Tourens sæsonfinale, hvor der er to danskere blandt de 65 deltagere.
Langasque blev testet positiv for COVID-19 op til sidste uges Golf in Dubai Championship presented by DP World, som han derfor ikke deltog i. Han vandt ISPS Handa Wales Open i august, og er nr. 41 på Race to Dubai ranglisten.
De seneste ni dage har han været isoleret på luksushotellet Atlantis The Palm i Dubai. Han har ingen symptomer på COVID-19, men skal efter myndighedernes retningslinjer fortsat holde sig isoleret, så han ikke kan stille til start torsdag morgen. Det skriver han på Facebook.
Romain Langasque fra Frankrig erstattes i feltet af landsmanden Matthieu Pavon. Han er nr. 74 på Race to Dubai ranglisten og derfor førstereservre.
Tom Lewis er med
Det er uklart, hvor mange positive og negative tests Romain Langasque har fået taget. Men Tom Lewis blev også trukket ud i sidste uge efter en positiv COVID-19 test, og han er på startlisten i denne uge efter flere efterfølgende negative tests.
Viasat Golf og Viaplay sender direkte. Se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.