OLLydia Ko og Morgane Metraux deler føringen inden finalerunden ved OL i...

Lydia Ko og Morgane Metraux deler føringen inden finalerunden ved OL i Paris

Lydia Ko fra New Zealand og Morgane Metraux fra Schweiz deler føringen inden lørdagens finalerunde af kvindernes golfturnering ved OL i Paris.

Nanna Koerstz Madsen og Emily K Pedersen rykkede begge lidt frem i tredje runde, men er i den tunge del af feltet på 60 spillere og kæmper ikke med om medaljerne. Nanna gik tredje runde i par efter fire birdies og fire bogeys, så hun er nr. 36 i +5. 12 slag fra en 3. plads. Emily lavede tre birdies, fire bogeys og en dobbeltbogey for en runde i +3 og en 49. plads i +11.

Nanna Koerstz Madsen under 3. runde af OL 2024 – Foto: Tracy Wilcox / PGA TOUR / IGF

DGU havde en ambitiøs målsætning om medalje, og sådan gik det ikke, men Nicolai Højgaard sikrede et “acceptabelt” resultat med en flot dansk 7. plads i herrernes turnering, som Scottie Scheffler vandt.



Efter anden runde førte Morgane Metraux med et enkelt slag i -8. Hun så ud til at miste den føring, men lavede så en eagle på sidste hul for en runde i -9, og hun deler nu føringen med Lydia Ko, der var rundt i -4.

Rose Zhang fra USA og Miyu Yamashita fra Japan deler 3. pladsen i -7 foran Atthaya Thitkul i -6 og Mariajo Uribe fra Colombia i -5. Den forsvarende mester Nelly Korda  fra USA deler 7. pladsen i -4 med Celine Boutier fra Frankrig samt kineserne Janet Lin Xiyu og Ruoning Yin.

Nelly Korda under 3. runde af OL 2024 – Foto: Ben Jared / PGA TOUR / IGF

Lydia Ko har som den eneste fået medaljer begge gange golf har været på OL programmet i nyere tid, da hun fik sølv i Rio 2016 og bronze i Tokyo 2020. Begge gange spillede Lydia Ko i finalerundens førerbold som henholdsvis nr. 2 og 3 inden finalerunden. Nu er hun nr. 1 og kan fuldende trofæskabet med OL medaljer i alle karat.

De to svenskere er i den bedste halvdel med en 17. plads i -1 til Maja Stark og en 24. plads i +2 til Linn Grant.

Metraux og Boutier kan vinde den første medalje til Europa

Morgane Metraux er det bedste bud på at blive første europæer som vinder en medalje ved kvindernes OL i nyere tid, da det ikke skete i 2016 og 2020. Den eneste anden europæer som umiddelbart spiller med om medaljer er Celine Boutier på 7. pladsen i -4, og hun er tre slag fra en delt 3. plads.

Der spilles på Le Golf National, hvor Scottie Scheffler vandt herrernes turnering i søndags. Det er den samme bane, men dog spiller kvinderne fra andre teesteder så banen er kortere, og 18. hul spilles som et par-5 hul. Det var et par-4 hul for herrerne.

OL sendes på streamingtjenesterne Max og TV2 Play. Det hele sendes på Max fra kl. 9, mens TV2 sender fra kl. 12:25 på TV2 Play og TV2 Sport X. På TV2 Sport X dog kun et par timer – læs mere i artiklen Sådan kan du se golf fra OL i Paris, kvinder. Som altid kan denne uges sendetider også ses på 19hul.dk/tv.

OL – kvinder, leaderboard
– alternativ på lpga.com 

Lydia Ko på vej til at skrive autografer efter 3. runde af OL 2024 – Foto: Ben Jared / PGA TOUR / IGF

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Rasmus Højgaard fik 7 mio. kr. i Race to Dubai bonus

Med en 2. plads i DP World Tour sæsonfinalen blev Rasmus Højgaard også nr. 2 på Race to Dubai ranglisten, hvilket gav ham en...

Verdensranglisterne, 18. november 2024

For første gang nogensinde er Rasmus Højgaard i top-50 på verdensranglisten, da han med en 2. plads i sæsonfinalen rykkede frem som nr. 45....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk