Luke List vandt sin første PGA Tour sejr i Farmers Insurance Open, som blev spillet fra onsdag til lørdag på Torrey Pines. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Inden finalerunden delte Will Zalatoris og Jason Day føringen i -14 foran Jon Rahm og Aaron Rai.
Luke List begyndte dagen på en 19. plads i -9, og med en forrygende runde i -6 måtte han vente næsten to timer for at se, om det rakte til omspil. Det gjorde det mod Will Zalatoris, der gik finalerunden i -1 inden Luke List vandt med en birdie på første omspilshul.
Jon Rahm, Cameron Tringale og Jason Day delte 3. pladsen i -14, mens 6. pladsen i -13 blev delt af Joaquin Niemann, Justin Rose, Pat Perez og Aaron Rai.
Første sejr i turnering nr. 206
Det var første PGA Tour sejr for 37-årige Luke List, der spillede sin turnering nr. 206 på PGA Tour. Han er kendt for sine lange slag, men puttningen har været et problem for ham, men det er måske løst nu efter han i december begyndte at samarbejde med putte-guruen Stephen Sweeney,
Luke List har vundet to gange på Korn Ferry Tour og senest Korn Ferry Challenge 2020.
25-årige Will Zalatoris var også på jagt efter sin første PGA Tour sejr. Den skal også nok komme for det store talent, der allerede har haft tre top-10 placeringer i de seneste seks majors med en 2. plads i Masters 2021 som det hidtil bedste.