24-årige Ludvig Åberg fortsætter med at imponere og rykker hastigt mod verdenstoppen efter han vandt RSM Classic. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Åberg blev professsionel i juni 2023, han vandt Omega European Masters 2023 i september inden han fik et wild card til Ryder Cup, hvor han også imponerede. I oktober tabte han omspil i Sanderson Farms Championship på PGA Tour, hvor han nu har vundet sin første sejr. Han har endnu aldrig deltaget i en major, men har både vundet i Europa og USA og spillet Ryder Cup!
Efter runder i 67 og 64 slag gik Ludvig Åberg begge finalerunder i 61 slag, og han vandt i -29 foran Mackenzie Hughes i -25, mens Tyler Duncan og Eric Cole delte 3. pladsen i -22.
Brian Harman blev nr. 44 i -11 og Matt Kuchar nr. 53 i -10.
Nr. 51 – 60 kommer med i Signature Events
Det var sæsonens sidste turnering, og nr. 51 – 60 har kvalificeret sig til de to første såkaldte Signature Events på PGA Tour i 2024, AT&T Pebble Beach Pro-Am og The Genesis Invitational, som Next 10.
Heriblandt Ludvig Åberg og Matt Kuchar, der også får selskab af Nicolai Højgaard, der kvalificerede sig til de to turneringer via DP World Tour.
Ludvig Åberg startede ugen som nr. 96 på FedExCup ranglisten, men med sejren bragede han frem til en 53. plads.
Top-125 har beholdt det fulde kort med Troy Merritt på en 125. plads med 441 point. Carl Yuan med 440 point og Henrik Norlander samt Maverick McNealy og Patton Kizzire sluttede lige udenfor top-125.